0 kommentarer

Dage med galopperende hjertebanken af Maja Lee Langvad

af d. 8. juli 2017
Info
 
Sideantal

158

Udgivet

2017

ISBN

978 87 02 22492 4

Udgave

1. udgave

 

“Man er enormt selvcentreret, når man har stress,” hedder det et sted. Det må vist være århundredets underdrivelse. Man kunne tilføje selvovervurderende, selvpromoverende, selvfed og alt muligt andet, der har udspring i forfatterens navle.

Maja Lee Langvad er adopteret koreaner og skrev for nogle år siden bogen “HUN ER VRED”, der var et adoptionskritisk partsindlæg. Bogen vakte opsigt, Langvad blev en efterspurgt person, og så gik hun ned med stress.

Alt dette kan man læse på og mellem linjerne i “Dage med galopperende hjertebanken”, der samtidig er et kærestebrev til en anden koreansk pige, som forfatteren har forelsket sig i. Teksten er ydermere et farvel til tidligere venner i det adoptionskritiske miljø, som her får besked om, at Langvad har vendt et nyt blad i sit livs bog.

Når man aldrig har hørt om Langvad, om “HUN ER VRED” og om begrebet adoptionskritik, bliver den foreliggende bog meningsløs. Teksten lukker sig hermetisk om sig selv, og det hjælper ikke, at forfatteren smider inciterende citater af kendte svenske, franske og danske skribenter ind overalt. Som små, skarpe lys i et mørkt rum blænder disse citater læseren og formummer yderligere meningen med hele redeligheden.

Forfatterens egne små aforistiske sentenser, som meget af bogen består af, er upræcise og bliver dermed ligegyldige:

“træstammerne [er] hårde og glatte, stupide at se på i deres begær efter at råbe himlen op.”

Eller denne her: “At skrive om naturen er det samme som at blive befriet for sig selv.” Øh, nå…?

Vi hører lidt spredt om forfatterens afføring, at hun renser toilet, at hun spiser en is, en lakridspibe. Ikke-begivenheder, der ville ende som fraklip i reality-tv, fordi de er for kedelige. De er ikke mere spændende i bogform.

“Nogle dage har jeg mere lyst til at svælge i min egen selvmedlidenhed end andre,” klynker Langvad. Fair nok, men kunne du ikke gøre det i enrum og lade de mange prætentiøse almindeligheder blive i skrivebordsskuffen?

Du siger det endda selv: “Jeg er et menneske, der skriver, og som først og fremmest skriver til mig selv.” Hold fast i den tanke.

Denne udgivelse havde næppe set dagens lys, hvis der ikke i vesten i disse år var opstået et publikum, der ukritisk benoves over, at mennesker med en anden hudfarve evner at formulere sig – helst aggressivt kværulerende over det (hvide) samfund, der nu huser dem.

Men at skide i egen rede og bagefter brokke sig over, at lorten lugter, har ingen selvstændig litterær kvalitet.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter