0 kommentarer

Dagbok (epitafer) af Tomas Espedal

af d. 9. februar 2012
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

126

Udgivet

2006

ISBN

8205323062

 

Der er ingen som Espedal. I bog efter bog giver han af sig selv, med sjældent set ærlighed, nøgent og råt, og lader os få et indblik i forfatterens liv og vilkår i en moderne verden, med den svære balancegang mellem kunsten og de forventninger og tvivlspørgsmål kunstnerlivet medfører, og rollen som familiefar og eneforsørger, med hus, have og børn. I starten af århundredet mistede han først sin mor og senere sin kone med få års mellemrum, og dette har selvsagt sat sit umiskendelige præg på hans efterfølgende værker, der alle har sorgen og tabet som centralt omdrejningspunkt. Selv hvor det ikke direkte omtales, sitrer det det meste af tiden som en understrøm i stort set alt hvad han skriver. Det gælder også i ”DAGBOK (epitafer)”, hvor især anden del – den del der nærmer sig epitafet, gravskriften, mest – gør hjerteskærende tæt på:

“Jeg satt ved sengen hennes da hun døde. Holdt hånden mot hjertet og kjente at det sluttet slå. (…) Slik satt jeg og ventet på at varmen skulle forlate henne. Det tok lang tid, jeg vet ikke hvor lenge, men lyset kom inn vinduet, det var morgen og varmen krøp ut av henne, forlot hodet og brystet og krøp ned i beina hvor det fremdeles var varmt da jeg sovnet.”

At beskrive sorgen over tabet af en man elsker er måske det sværeste man som forfatter, ja som menneske, kan gøre. Når det fungerer så godt hos Espedal, når han rammer plet og aldrig bliver kliché patetisk eller pinlig, men tværtimod, i al sin hudløshed, formår at holde et højt kunstnerisk niveau hele vejen igennem, skyldes det ikke mindst formen. Det er jo ikke en dagbog i traditionel forstand, men det umiddelbare og notatagtige er bibeholdt i de korte prosastykker, og det med stor effekt. Det giver dels værket en særlig stemning og en fornemmelse af det umulige i Espedals ønske om og behov for at skrive om tabet. Dels siger det noget om Espedals æstetik, og om hans syn på forfattervirksomheden, et andet af forfatterskabets gennemgående temaer. Det at skrive er for Espedal et arbejde på linje med andre, han gør det, også i det ydre, i rutinen, til et job. Dette kommer sig i særdeleshed af, det fornemmer man et par gange, af forholdet til faren, der vist aldrig helt kunne eller ville forstå, sønnens ønske om at blive forfatter:

“…så tenker jeg på min far og hans far før det igjen, de arbeidet, de gikk ut døren som meg, lukket den bak seg, forlot hjemmet og gikk mot arbeidet. De gjorde det av nødvendighet. Jeg må sitte her av nødvendighet. Det er nødvendig at jeg sitter her.”

Arbejdets nødvendighed gør, at det vigtigste i første omgang ikke synes at være hvad man skriver, men det at man gør det, at man tvinger sig selv og får noget fra hånden. Der skal nok være kommet noget brugbart ud af sliddet, når dagen er forbi. Sådan sætter Espedal sig ved skrivebordet og skriver at han sætter sig ved skrivebordet og skriver. Det er der få forfattere der kan tillade sig. Espedal kan. Endnu et mageløst værk fra en mageløs forfatter.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter