0 kommentarer

Cockpit af Jerzy Kosinski

af d. 13. marts 2004
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

247

Udgivet

1975

ISBN

87-568-0310-9

Originaltitel

Cockpit

 

Her er historien om “agent 666”. Den onde tvillingebror til den altid kvalmende kedelige og karismatiske “agent 007”, opfundet af Ian Flemming. Kosinskis agent er meget anderledes og rendyrket og samtidig et forstyrret, skruppeløst og helt igennem afsporet menneske.

Gennem Cockpits 250 sider følger vi agentens mange snedige tricks for at slippe uden om sikkerhedssystemer, for at knalde andre agenter – eller ditto mere eller mindre uskyldige kvinder på sin vej.

Det hele er naturligvis beskrevet i bedste Kosinski-stil: ordknapt, præcist og knastørt.

Ikke overraskende har agenten kun haft nogle få personlige venner gennem sit liv, – udover de venner han har købt. Hans behov for kontakt med andre mennesker får han dækket ved at manipulere med mere eller mindre tilfældige menneskers liv. Han ringer til offentlige kontorer, forfalsker papirer og ændrer herved disse personers skæbne.

Men agenten er ikke den eneste mærkværdige person i historien. Næsten alle han møder er på en eller anden måde forskruede. Faktisk nåede jeg på et sted sidst i bogen dertil, at jeg ikke blev længere blev overrasket over disse menneskers livssyn. Det var skræmmende, og måske netop et af forfatterens mål.

Historien har i modsætning til visse af Kosinskis romaner et godt “flow” — måske nok pga. agent-temaet. Agentens livshistorie er interessant nok, og der er ingen tvivl om at Kosinski har sans for at skildre menneskelig ondskab. Alligevel sidder jeg tilbage og kan ikke helt finde ud af, om det er raffineret litteratur eller blot nogle perverterede
fantasier.

Er du træt af James Bond (eller andre højglans kloner) så tag fat på Cockpit, der måske kunne have heddet “You Only DIE Twice”?

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter