0 kommentarer

Citronbordet af Julian Barnes

af d. 26. oktober 2016
Info
 
Sideantal

242

Udgivet

2006

ISBN

87 7973 134 1

Originaltitel

The Lemon Table - oversat af Claus Bech

Udgave

1. udgave

 

I “Citronbordet” tager Julian Barnes, en af Englands smukkest skrivende forfattere, hul på livet efter den første ungdom. Det er en samling veloplagte, glimtvis vemodige fortællinger om mænd og kvinder, som stadig har en masse at byde på, selv om alderen er begyndt at trykke.

“Var man så ung, som man følte sig, eller så gammel, som man så ud? Det var det store spørgsmål nu om dage…”

Vi følger Gregory under tre besøg hos frisøren. Som dreng, som voksen, som ældre. Efter Gregorys mening er frisører et folkefærd, der lider af snakketitis, og som uvist af hvilken årsag altid glemmer, at han ikke ønsker at se sin nyklippede nakke i spejlet. Heldigvis kan han efter ungdommens sadistiske hundeklippere nu selv vælge kvindelige frisører, hvis bløde hofter føles som en lise mod hans aldrende albuer.

I en lille by i Sverige møder træmanden Anders tilfældigt apotekernes kone Barbro ombord på en færge. Han er måske ikke så spændende i sin konversation, hun ligner vel mest af alt et egern, begge er godt gift, og alligevel opstår en gensidig ømhed. Bedrøveligvis får ingen af dem sagt det til den anden. Årtierne går, pludselig får Barbro sit første brev fra Anders. Kan hun besøge ham i Falun…?

I årevis har de to enker Janice og Merril mødtes en gang om ugen til morgenmad på den samme dødsyge restaurant, hvor müslien er farlig for tænderne, og tjeneren altid vil sælge kaffe, selv om Janice hellere vil have te. De taler henført om deres døde mænd – universitetsbukken og skabsbøssen – men hører ikke et ord af, hvad den anden siger; især ikke, fordi ingen af dem har særligt høje tanker om hinanden.

Den store, russiske forfatter, Ivan Turgenev, gør Barnes sig lystig over, fordi han på sine ældre dage skrev savlende kærlighedsbreve til en langt yngre skuespillerinde. I brev efter brev fabler Turgenev om at kysse hendes hænder, mens kynikeren Barnes udmærket ved, hvad russeren i virkeligheden drømte om at kysse.

Et af højdepunkterne i ”Citronbordet” er historien om den 62-årige koncertgænger, der hidser sig så meget op over sine medtilhøreres hosteri og raslen med programmerne, at han begynder at uddele hostebolsjer. Da det ikke hjælper, går han til korporligheder. Det er dybt pinligt og virkelig godt set. Og ja, kværulanter er altid godt stof.

Og så er der den om den excentriske gourmand, der får serveret druer og foragteligt udbryder: “Jeg er ikke vant til at indtage min vin i form af piller.”

Og den bitre 80-årige kvinde til sin søn i anledning af, at hendes 81-årige mand forlader hende til fordel for en yngre model: “Han overlever mig. Knirkende låger holder længst.”

Og titlen? “For kineserne er citronen et symbol på døden.”

Lån bogen på bibliotek.dk

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter