0 kommentarer

Cirkel af Martin Ringgaard

af d. 26. marts 2020
Info
 
Sideantal

76

Udgivet

2020

ISBN

9788740430530

Udgave

1.

 

Fanget i et loop

De fleste af os har på et tidspunkt i livet prøvet at løbe panden mod muren. Man sidder fast og er ikke i stand til at komme fremad. Det er netop, hvad “Cirkel” af Martin Ringgaard handler om.

En lille bog på de 76 sider og en mørk dyblilla forside med et billede af en pige, der står alene midt på gaden og kigger op på lyset mod himlen. Allerede ved første øjekast på forsiden kan man fornemme mørket og den tungsindige stemning, som klart er udtrykt i bogen.

Der bliver fortalt om 4 unge mennesker (Anna, Thom, Josefine og Peter), der hver især har problemer at kæmpe med. De er gået i stå, og Martin Ringgaard får fortalt om den svære tid, hvor intet giver mening og alt er stillestående. I løbet af siderne begynder de at finde ud af, hvad de kan gøre bedre. Hvordan de kan komme fremad og give slip. Hvad der skal til for at slippe ud af den ensformige cyklus.

 

Hver af de 4 personer (+ Simon, der er Josefines lillebror) får et kapitel, så man kommer til at høre om personerne på skift. Det lægger op til at disse personer skal mødes i et klimaks – hvilket jeg vil afsløre og sige, sker. Men jeg havde nu nok håbet, at det havde været et større klimaks. Derudover er der nogle gange en sætning, andre gange en halv side i kursiv efter stort set hvert kapitel. En lille tekst der fortæller yderligere om, hvad personerne føler og tænker – personen som tanken er pålagt er skrevet i parentes. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår hvorfor, den kursive tekst er der. Til tider skaber det mere forvirring end gavn, men måske jeg ikke har forstået det rette formål med de kursive afsnit. Til gengæld får bogen tillagt en “happy ending” til slut; og de 4 unge kommer fri af deres dystre loop og får ødelagt cirklen.

Det er en hurtig og nem læst bog, og den har en melankolsk stemning over sig på de første mange sider. Jeg savnede måske noget mere dybde. Jeg ville gerne have læst om de 4 personer i flere situationer og sammenhænge, som ville have været med til at forme deres karakterer yderligere. Med det sagt så er det en fin historie, og jeg kunne forestille mig, at bogen vil være rigtig god for unge. Det usagte kommer til udtryk gennem bogens 4 hovedkarakterer, og mange vil kunne spejle sig i de 4 personers tanker og følelser.

Bogen slutter med en forbedring for dem alle, hvilket jeg synes er en god slutning. Der vil altid være håb forude.

 

Anmeldereksemplar.

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter