0 kommentarer

Charlotte von Krogh – fra Husum til Haderslev af Dörte Nicolaisen

af d. 4. december 2014
Info
 
Sideantal

159

Udgivet

2008

ISBN

978-87-87584-23-4

 

Kunstmaleren Charlotte von Krogh røg lange lerpiber og cigarer. Uhørt for en dame i 1800-tallet. Hendes atelier i Haderslev var fyldt med tobakståger. Hun gik med bukser og havde stærkt maskuline ansigtstræk.
Charlotte von Krogh var en slags regional kosmopolit, der så sig som slesviger frem for enten dansk eller tysk. Hendes ide om en ”slesvigsk identitet” byggede på tilknytningen til regionen, naturen, historien og selve den sproglige mangfoldighed. Mens polariseringen i grænselandet blev mere tydelig.

Hun blev født i 1827 i Husum som den yngste datter af en kongelig amtmand. De nationale spændinger tog til og satte familien von Krogh i et dilemma. Da de tysksindede slesvigere i 1848 støttede den slesvig-holstenske frihedskamp, og de kongetro og dansksindede slesvigere hilste de danske soldater velkommen, var det en umulighed ikke at vælge side.
Dette gjaldt særligt for medlemmerne af embedsmands- og officersfamilierne som von Krogh. Den nationale konflikt kom til at gå midt ned gennem familierne. Faderen Godske Hans Ernst von Krogh (1778-1852) var ikke dansksindet i den gængse nationalpolitiske forstand, men som mange andre kongetro på den tid var han dog tilhænger af den eksisterende dansk-tyske helstat.
Helstaten var en betegnelse for den multietniske stat, som Danmark var før 1864, da den også omfattede Slesvig, Holsten og Lauenburg.
Godske Hans Ernst von Krogh stod skeptisk over for den provisoriske slesvig-holstenske regering i marts 1848 og søgte derfor sin afsked. Derefter forlod han Husum og rejste til Haderslev, hvor han bosatte sig med datteren.

Hvor dyb spaltningen i familien var, får man et indtryk af, når man ser på den vej, Charlotte von Kroghs onkler valgte. Den vel nok mest kendte militærpersonlighed i familien, farbroderen Gerhard Christoph (1785-1860) var den danske hærs overgeneral i slaget ved Isted i 1850 og kom derfor i offentligheden til at stå som slesvig-holstenernes militære besejrer. Mens de andre onkler valgte alle at støtte den slesvig-holstenske regering.

Charlotte von Krogh fik i en ung alder undervisning i malerkunst af Haderslev-maleren Anton E. Kieldrup (1826-1869). Hun opholdt sig i en årrække i Tyskland, hvor hun deltog i undervisningen på kunstakademierne i Karlsruhe og Berlin, selv om akademierne dengang var næsten lukket land for kvindelige kunstnere. I 1861 flyttede Charlotte von Krogh tilbage til Haderslev, hvor hun indrettede et atelier. Hendes malestil var afdæmpet naturalistisk, og motiverne fandt hun som oftest i naturen, men også i interiørbilleder viste hun sit solide håndelag. Charlotte von Krogh døde i 1913. Hun valgte kunstnerens levebrød i stedet for at stille sig tilfreds med at være en dilettantisk klosterfrøken, som det ellers sømmede sig for en ugift datter af adelig herkomst. Ganske unikt på den tid. Hendes livsbane gør grundlæggende denne biografi til spændende læsning – især for mennesker med en historisk interesse i det dansk-tyske grænseland

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter