0 kommentarer

Celestine af Olga Ravn

af d. 20. oktober 2018
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

166

Udgivet

2015

ISBN

978-87-02-16698-9

 

Olga Ravn debuterer med digtsamlingen ’Jeg æder mig selv som lyng’ i 2012. Tre år efter udkommer hendes første roman ’Celestine’ om en ung kostskolelærer, der bliver besat af fortællingen om den 16 årige oprørske Celestine, der bliver muret levende inde på skolen af sin far i middelalderen. Lyrikeren Olga Ravn er på ingen måde forsvundet selvom denne fortælling er i romanform. Romanen kræver koncentration af sin læser. Sproget er fyldt med billeder og er til tider så uskønt hakkende, at det er besværligt at læse. Det matcher til gengæld hovedpersonens sind, som er lige så besværligt. Her om det skrantende forhold til kæresten:

”Vi havde lagt os til rette i vores egen ødelæggelse.

I toget, på vej hjem til skolen, folk sover i kupéen, deres jakker skubbes op over skuldrene, de sovende ansigter afslører sig som børns. Jeg ved det.

Vandet har samlet sig i lunkerne på marken, den første sne og så videre. At se på ham og vide, at snart var alt forbi.
Eller at se på ham og vide det endnu mere frygtelige, snart fortsætter alt som, det plejer. Hjertet, skambidt af sig selv.

Kærligheden vendte bare ryggen til os, så beslutsomt.”

Hovedpersonen er midt i 20’erne. Vi følger hendes stadig mere forvildede tanker omkring spøgelset Celestine. Hun lever sig mere og mere ind i Celestines endeligt og går rundt på skolen om natten iført en hvid flæsebehængt kjole og leger spøgelse, mens hun håber på at blive spottet af en elev. Kæresten Kim kommer og flytter ind med sin depression og sin konstante påmindelse om, hvor svært, hvis ikke umuligt, det er for hovedpersonen at elske. Eller måske elsker hun alle, bare ikke nogen nok? Hun sover for lidt og opdager, at der bor en gammel ensom kvinde i skjul på et kammer over biblioteket. Men der er ikke andre, der kan se kvinden. Måske er alle spøgelser i virkeligheden inde i én selv?

Jeg bliver ikke fanget af rammefortællingen om spøgelset(-erne?). Det – bevidst – manglende flow i sætningerne rykker mig hele tiden ud af den læsetrance, jeg gerne vil ind i. Til gengæld rammer romanen rent, når den får arbejdet sig ind til det essentielle: smerten ved uforløst kærlighed. Olga Ravn sætter ord på delebarnets smerte, så det river læseren i hjertet. Skiftende stedmødre og stedsøskende. Smerten ved at lukke sig selv til for at få det hele til at fungere. Smerten ved ikke at blive anerkendt (set, elsket) for de ofre man gør. Smerten over alle de mennesker der kom og gik, uden at man havde noget at skulle have sagt.

Hvis du er vild med billedrigt, fortættet sprog og godt kan lide lyrikkens puslespil, så tag denne roman med.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter