0 kommentarer

Celeste af Jens Peter Kaj Jensen

af d. 5. august 2014
Info
 
Sideantal

332

Udgivet

2013

ISBN

978-87-87603-55-3

 

“Celeste” er en vild, dramatisk og helt særegent lyrisk roman, som jeg på det varmeste må anbefale alle at læse.

Der er fem hefter, som er skrevet i tredjeperson, men hvor synsvinklen hele tiden er hos hovedpersonen, Celeste. Hun er en ung kvinde, der arbejder som servitrice og rengøringshjælp (og i realiteten også som prostitueret) i en kaffestue hos den ungarsk jødiske Karpaz i Silkeborg i begyndelsen af 1930’erne. Karpaz har to sønner, som hun begge er forelsket i. Åndeligt i den ældste, den filosofistuderende socialist Jacob, og mere fysisk i snedkeren Bent. Forholdet mellem det mentale og det fysiske er et gennemgående tema. Celeste er meget optaget af døende kroppe, og af hvordan og hvornår det åndelige forlader dem. Hun er draget mod at kigge ind i døde kroppe, og denne fascination leder frem til en dragning mod at slå ihjel.

Celeste møder en tredje kærlighed, den feministiske, anarkistiske Sarah, som arbejder på seddelfabrikken over for Karpaz’ kaffestue. De indleder et romantisk forhold, som dog afbrydes, da Sarah beslutter sig for at rejse til Spanien og deltage i revolutionen. Celeste vil også med, men bliver i første omgang hængende. Hun vil ikke svigte Karpaz, som bliver mere og mere fordrukken og sølle.

Under vejs dukker der nogle kapitler op om en navneløs billedkunstner, der afslører sig som bogens jegfortæller. Han har under et besøg på et nonnekloster i Francos Spanien i anden halvdel af 1960’erne fundet Celestes dagbøger, de fem hefter. Ud fra dem sammenstykker og gendigter han Celestes historie. Her bliver eventyret pludselig til forfaldshistorie og kunstnerroman.

På dette kloster har Celeste boet siden borgerkrigen. Men det er ikke noget helt almindeligt kloster, og forskellige tråde fra jegfortællerens og Celestes liv knyttes sammen her. Det er dunkelt og grumt.

Kunstnerens eget liv beskrives i særlige kapitler i første person, og stillistisk lidt anderledes end hefterne om Celeste. Når fortælleren skriver om sig selv, er tonen selvironisk og humoristisk på en stadig mere livstræt måde, modsat Celestes grådige livsappetit.

Historien føres op til 1980’erne, men bogens sidste kapitel foregår i 1938-39 i Spanien, hvor man følger Celeste på flugt og på jagt som i en roadmovie. I dette lange kapitel falder de sidste brikker på plads, men nok ikke som man havde håbet. De sidste 40 sider er voldsom læsning.

Fra ”Celeste”:
“– Ganzos, siger han.
Hun nikker. Det er undslupne tamgæs.

De er på vej til Bent i Sverige, sådan tænker hun, at han skal skyde dem i august, ikke dem alle, men tømme to patroner ind i flokken. Måske kan han nå at genlade, eller måske har han to ladte geværer hos sig og kan skyde endnu to patroner af, før flokken er spredt. En vil han ramme rent i brystet. Det er den, han elsker. Han vil se dens hals tabe spænding med det samme, se den tunge krop styrte viljeløs mod jorden. To eller tre gæs vil flakse, forsøge at holde sig på vingerne, tumle rundt, inden også de må give efter og lade luften presse vingerne ind til siden. Måske vil andre syv flyve videre med bly i kroppen, Bents bløde blyhagl. Ja, sådan vil det være. Hun har hørt ham sige, at de anskudte fugle klarer sig godt i luften, at de uden vanskeligheder kan tage tre ture mere frem og tilbage mellem Afrika og Silkeborg med bly i rumpen. De kapsler haglet ind og lever med det som en byld.

Så ved hun, hvordan han vil åbne den første hvide gase, forventningsfuld og tavs, at han vil skære brystet op, trykke kniven gennem fjerene, gå de dampende indvolde efter, mens han endnu sidder på fjeldet, at han bliver nødt til at se, hvor han har ramt den, hvordan den døde, om hjertet er smadret, leveren. De to næste vil han smide over skulderen med en strik om de slappe ben.

De er ikke længere gæs.
For ham er de ikke længere gæs.

For hende er han ikke længere mand, han er en gas. Han er konkret, selvom hans krop er forandret, som den er. Selvom hans krop ikke længere er afgrænset af hud, selvom den flyder sammen med andre gasser, det at hans partikler spredes.
Hun vidste, det ville ske, at han ville fordampe på denne måde. Måske er det godt. Hun tænkte, at sådan ville han intet kunne savne, men det kan han, det mærker hun nu, det er ikke godt.

– Det er mig, der sner igennem dig, siger hun. Det er sådan, hun trøster ham, som en dryssen.

Hun tænker på birketræer, på bark.

Hun siger Bent. Han har ingen tarm, ingen tunge, ingen hud. Bent ville savne at fjerte, at drikke mælk, savne den læskede kalks ætsen i sine blege armes hud, men hun føler kun hans uvilje mod at lade sine tanker slippe taget i hinanden. Hans tanker vil være tanker. De vil ikke opløses i det meningsløse. De vil ikke. De er en vilje, ja, de er en vilje til at holde sammen, opretholde en orden. Hans tanker er en difusserende vilje til orden og logik. Det er den renhed, en renset røg. Hun tænker på værdien af at kende farverne. Han er en kold vilje i gas.

Det er sådan, hun ved, at det er Jacob, ikke Bent.
Det er Jacob.

Hans partikler fjerner sig fra hinanden. Hans tanker slipper deres kausale række, som hvedemel slipper en dej uden væde. Han vil ikke kunne tænke sammenhængende i en krop uden hud ret meget længere.

Den hvide flok har trukket grågæs til.”

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter