0 kommentarer

Canada af Richard Ford

af d. 25. november 2012
Info
 
Sideantal

400

Udgivet

2012

ISBN

978-87-7973-554-5

Originaltitel

Canada

 

“Canada” hedder den fremragende amerikanske forfatter Richard Fords nye anbefalelsesværdige roman. Bogens to halvdele foregår i henholdsvis USA og Canada, så titlen er faktisk kun halvgod. “Forbrydelse og straf ” eller “Tavshed er samtykke” havde været mere dækkende, men det er en teknikalitet.

15-årige Dell bor i den lille by Great Falls i Montana sammen med sin tvillingesøster Berner og deres forældre, der er et højst umage par. I dag havde familien nok fået prædikatet dysfunktionel, og de to voksne ville være skiltes for længst. Men vi befinder os i et bornert USA, årstallet er 1960.

“Først vil jeg fortælle om det røveri, vores forældre begik. Bagefter om mordene, som fandt sted senere.” Sådan lyder bogens to første sætninger. Herfra bygges spændingen op i Fords eget adstadige, bevidst drillende tempo. Vi ved, at noget går galt; vi ved bare ikke hvornår. Og Ford er ikke manden, der lefler for hurtig tjubang og billige effekter…

Den tidligere kaptajn i luftvåbnet, Bev Parsons, er en flot fyr, jovial og optimistisk og fuldstændigt uden jordforbindelse, når det gælder om at forsørge en familie. Han gør sit bedste, fifler lidt ved siden af, men lykkes ikke rigtigt med nogen af tingene. Hans kone, Neeva med de jødiske aner, er intellektuel, indadvendt og pessimistisk. De skulle aldrig have været gift, og selv med deres bedste vilje formår de ikke at give Dell og Berner en harmonisk opvækst.

To mere usandsynlige bankrøvere end Bev og Neeva skal man lede længe efter. Men Bev får rodet sig ind i en fæl klemme, og pludselig befinder det sære par sig i en provinsbank i nabostaten North Dakota. Alt går galt, og Berner flygter til San Fransisco, mens Dell må smugles over grænsen til Canada.

Stakkels Dell. En umoden, skakinteresseret teenager omplantet i en nordamerikansk udørk, hvor han bliver sat til at gøre rent på et hotel og forberede de blodige gåsejagter for hotellets gæster. Værten, den excentrisk dandy Remlinger, forlydes at have en mere end almindeligt skummel fortid, som langsomt er ved at indhente ham. Et mord eller to kan næppe undgås.

Richard Ford skriver en blændende prosa. De naturalistisk udpenslede vejr- og naturskildringer har han til fælles med sin landsmand James Lee Burke. Personerne er mere afdæmpede, men ikke mindre interessante med deres forskelligartede, ofte svært tyngende bagage. Handlingen maler af sted i et støt tråd, der aldrig trætter eller keder.

Højt oppe i atmosfæren svæver den russiske Sputnik; i radioen smitter præsidentkandidaten Kennedy Dell Parsons og millioner af amerikanere med visionen om at erobre rummet, for oven over skyerne skinner solen altid, og USA er stadig mulighedernes land.

“Canada” leverer et smukt ciseleret billede af livet, drømmene og tidsånden blandt jævne mennesker i Nordamerika anno 1960.

Claus Bechs oversættelse fungerer upåklageligt, men usædvanligt mange slå- og sjuskefejl skæmmer helhedsindtrykket. Hyr gerne en dygtig korrekturlæser næste gang, Tiderne Skifter.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter