0 kommentarer

Cæsar 2 – Kongers død af Conn Iggulden

af d. 16. december 2004
Info
 
Sideantal

512

Udgivet

2004

ISBN

87-02-02836-0

Originaltitel

Emperor - The Death of Kings

 

Giftmord, lejemordere, en gigantisk slavehær, sørøvere og politik i Roms senat. “Cæsar. Kongers død” fortsætter stilen fra “Cæsar. Roms porte”. Det er rigtig godt i den forstand at tempoet er højt. Der foregår stadig grusomheder og bliver ihjelslået til højre og venstre, og man æder sig igennem bogen uden nævneværdige ophold. Men det er samtidig min anke ved “Cæsar. Kongers død”, at den så uforstyrret fortsætter i etterens spor. Bortset fra plottet, som skifter til nye krige og mord, er der ikke megen fornyelse at hente. De to hovedpersoner, Cæsar og Brutus, udvikler sig kun i ringe grad og kun inden for de absolut maskuline karaktertræk. Krige, overgreb og grusomheder hærder dem. Dette er ikke overraskende, det er bare lidt ærgerligt, at de kun udvikler sig fra påvirkelige drenge til hårde mænd ikke til nuancerede hårde mænd.

I “Cæsar. Kongers død” er Cæsar lige begyndt sin glorværdige karriere som soldat, da han bliver taget til fange af sørøvere. Cæsar og hans medfanger bliver købt fri af deres familier, men sådan en skam kan han ikke have siddende på sig. Han rejser en hær for at hævne ydmygelsen af sig selv og af Roms love og soldater. Da han erfarer, at Sulla er død, vender han hjem blot for atter at tage af sted på et felttog mod en kæmpe slavehær, der har rejst sig mod Rom.

Posen med historiske kendsgerninger er rystet grundigt, og man bør vel holde sig for øje, at bøgerne om Cæsar og hans tid ikke er sanddru historieundervisning. Men plant bare albuerne et sted, hvor de kan holde til 500 sider, og hengiv dig til Roms uhyrlige og helt fantastisk storslåede historie. Underholdningen er uden tvivl hjemme, og hjernen behøver alligevel ikke være med altid.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter