0 kommentarer

Akrash af Jesper Stein

af d. 5. august 2014
Info
 
Sideantal

349

Udgivet

2014

ISBN

978-87-400-1347-4

Udgave

1.

 

”Akrash” er ghettoslang for politi, og udtrykket bliver brugt mange gange i Steins nye krimi, som jeg nærmere vil kalde en spændingsroman end decideret krimi. Det er tæt på pageturner àla Brown, med cliffhanger slutninger i kapitler, der først bliver taget op to kapitler frem, så man får lidt svært ved at lægge bogen fra sig.

Vicepolitikommissær Axel Steen ryger hash, meget hash. Det gik rimeligt i første bog, ”Uro”, blev lidt værre i anden bog, ”Bye bye blackbird”, men i ”Akrash” går det helt galt. Hash, kokain, rå sex, vilde ture rundt i byen og hvad ved jeg. Axel Steen er kommet helt ned i sumpen og tvinges til at hjælpe bandelederen Moussa, der har en retssag hængende over hovedet, anklaget for at bestille en lejemorder. Moussa hyrer Steen’s ex. som forsvarsadvokat, og hun er samtidig kæreste med Steen’s chef ved politiet. Det trekantsdrama var allerede underholdende i den sidste bog, men i denne bog udvikler det sig til et firkantsdrama. Samtidig lurer en politistikker i baggrunden og skal gerne lokkes frem i lyset.

Jeg er ret imponeret over Jesper Stein’s overblik i hans nye bog. Det fyger rundt med forskellige fortællere, og man ved ikke helt, hvem man skal stole på, og ind imellem bliver man også i tvivl om, hvor ens sympati skal ligge. Men Stein fastholder læseren i en intens spænding bogen igennem uden at miste kontrollen. Der er også fine referencer til de foregående bøger, og flere ting falder på plads.

Jeg begynder dog at blive lidt træt af den hashrygende politimand, hvorfor kan han ikke bare drikke et par øl, ligesom Harry Bosch, eller så lad gå da: mange øl og meget whisky som Harry Hole?? Et stykke ind i bogen blev jeg så led ved Steen, at jeg lovede mig selv, at det blev den sidste bog jeg læste i den serie, men selvfølgelig får Jesper Stein mig på andre tanker længere henne i bogen. Det er godt lavet!

Lige som i ”Bye Bye Blackbird” er der igen udpenslede sexbeskrivelser, som jeg synes er helt overflødige. Det klæder overhovedet ikke bogen, men det er også det eneste negative, jeg kan komme i tanke om. Stein skriver godt og flydende, ind imellem malerisk som en poet. Jeg synes igen plottet virker realistisk, og personerne i bogen kommer godt ind under huden på læseren. Med få midler får man deres inderste tanker, som de har så svært ved at udtrykke over for deres nærmeste, hvilket giver en spænding, der ikke kræver pistoler og mord. Fortsæt i det spor, med realismen som hovedsponsor, og jeg forbliver en trofast læser.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter