0 kommentarer

Bukkens fest af Mario Vargas Llosa

af d. 8. december 2011
Info
 
Forlag
Genre
Omslag
Sideantal

405

Udgivet

2005

ISBN

87-7955-322-2

Originaltitel

La fiesta del chivo

Udgave

1.udgave

 

Hvor meget ved vi om den Dominikanske Republik? At det er den østlige del af en caribisk paradisø, hvis knap så paradisiske halvdel hedder Haiti. Nogen ved måske endda, at hovedstaden hedder Santo Domingo.

For bare halvtreds år siden hed hovedstaden Ciudad Trujillo. Opkaldt efter Hans Excellence doctor Rafael Leónidas Trujillo Molinas – Generalen, Velgøreren, Faderen, Bukken – som holdt landet i et jerngreb i 31 år indtil sin død i 1961.

Det er et stort og vigtigt stof, Nobelpristageren Mario Vargas Llosa tager under behandling i “Bukkens Fest”, og den drevne forfatter gør sit arbejde omhyggeligt, indigneret og ofte ganske underholdende. Handlingen foregår på tre niveauer. Vi følger den 70-årige Trujillo under møder dels med forskellige af regimets topfolk, som han stadig skræmmer livet af blot ved at nedstirre dem, dels med mere eller mindre frivillige kvinder, som ofte er hustruer og døtre af selvsamme ministre og militære øvrighedspersoner.

Bogens andet spor er en gruppe oprørere, der med skarpladte våben og slukkede lygter venter på, at diktatorerens Chevrolet skal passere; hver har sine dystre grunde til at hade Generalen. Og så er der 49-årige Urania, datter af en tidligere minister, bosiddende i USA, på visit hos sin familie for at konfrontere dem med sandheden om hendes nat med Bukken, som hun lærte lidt for godt at kende dengang for 35 år siden, i 1961.

Det er artige sandheder, der kommer frem undervejs. Om vilkårlig tortur og mord på virkelige og indbildte fjender, der ofte ender deres dage som hajføde. Om menneskelig svaghed og overmenneskeligt mod. Om USA, der hjælper antikommunisten Trujillo til magten og lader CIA medvirke til et kup, hvori han elimineres, da hans diktatur bliver en pr-mæssig belastning. Llosa er allermest sammenbidt, når han retter projektøren på USAs kyniske magtspil i de caribiske, syd- og mellemamerikanske bananrepublikker.

“Bukkens fest” skal anbefales på det varmeste. Med det lille forbehold, at Llosa til tider er en knivspids for omstændelig i sine tirader: “Selvfølgelig må du have vidst eller anet det; i San Pedro de Macorís-fæstningen og siden blandt militæradjudanterne havde du selvfølgelig hørt, fornemmet, opdaget det ud fra morsomheder, pralerier, udbrud og storskryderi, at de priviligerede, de udvalgte, officererne … skulle gennem en prøve for at vise deres loyalitet over for Trujillo.”

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter