0 kommentarer

Buddenbrooks af Thomas Mann

af d. 24. januar 2004
Info
 
Sideantal

596

Udgivet

2002

ISBN

87-00-20358-0

Originaltitel

Buddenbrooks (tysk)

 

“En families forfald”. Sådan lyder den kontante og rammende undertitel til Thomas Manns mursten om købmandsslægten Buddenbrook. Vi får lov at træde ind som tilskuere til slægtens historie i året 1835. Under en torsdag eftermiddags synkende skumring – i landskabsværelset. Det er den aldrende Johann Buddenbrook der kører biksen som hans far grundlagde i 1768.

Her i landskabsværelset tager otte-årige Antonie som den første ordet, og det beholder hun det meste af bogen igennem. Selvfølgelig er det i højeste grad mændene – fædre & sønner, brødre, svigersønner og svigerbrødre – der indtager centrum af begivenhedernes bølgende gang gennem århundredet. Men den lille livselskende Tony kommer alligevel altid med i billedet, hvor hun som et prisme bryder 1800-tallets følelser, etikette og traditioner. Antonie alias Tony bærer vaklende den gamle verden videre, mens hun som historien langsomt skrider frem, stadigt stærkere indvarsler den nye. Det er meget sigende at vi 42 år og 597 sider senere forlader slægten i en dagligstue.

Thomas Manns sprog står stærkt. Smukt og fuld af autoritet. De første to kapitler som er på ni sider, tog mig det meste af en time at læse og forstå. Alt bliver introduceret på disse første sider. Hele familien Buddenbrook, tiden de lever i samt de utallige gode venner af huset. Nyd disse første sider med stor omhu.

På grund af bogens myndige væsen, er det svært at udsætte den for kritik af nogen art. Jeg vover pelsen og antyder at Manns store værk måske er et par hundrede sider for lang, og skynder mig at præcisere at den ikke på noget tidspunkt blev kedelig, blot en anelse langstrakt.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter