0 kommentarer

Brunkul af Knud Simonsen

af d. 25. april 2012
Info
 
Sideantal

348

Udgivet

2012

ISBN

978-87-7070-281-2

 

Mænd får mæle!
I Knud Simonsens dokumentariske roman “BRUNKUL – børster og baroner” kommer de til orde – slynglerne, sjoverne og de solide slidere.
Lokaliteten er brunkulslejerne ved Søby i Midtjylland, tiden 1940’erne.
Hovedpersonen er den unge Martin Rask Jensen, der drager af sted fra sit arbejde ved landbruget i Østjylland for at tjene penge, mange penge. Hans klare mål er – engang – at købe sig en stor gård.
I brunkulslejerne er der rigeligt med arbejde “til dem, der vil ha’ arbejde”.
Begrundelserne for at søge arbejde i det på adskillige måder barske miljø er talrige – mange ønsker at undgå at blive sendt til Tyskland for at arbejde der, nogle ønsker at gemme sig for det nævenyttige politi, andre for forsmåede kærester. Og så er der dem, der simpelthen gerne vil kunne forsørge familien derhjemme – eller som Martin, spare op til livsinvesteringen.
Til et sådant samfund, lidt uden for lands lov og ret, med mange (enlige) unge mænd drages som fluer til en honningkrukke i høj grad både det lettere kavaleri og mandspersoner, der kan få spillefuglen vækket i en nok så hærdet brunkulsarbejder – og få hans penge til at rulle: “Ingen af deltagerne er drevne spillere, ingen af dem har bemærket, at den behændige Jim kan holde den ene terning gemt under en finger, mens han rafler. . Der bliver igen lagt penge på bordet, terningerne ruller, i hvert fald den ene, den anden er ikke altid så villig til at trille. . Lige over midnat er spillet slut. Brunkulsarbejderne er blanket af. Ugelønnen ligger i banken, og banken er Jim.”

Denne roman, der efter ”TØRVEKONGEN” (2008) er den midterste i en trilogi om Danmark i 1940’erne, bygger som sin forgænger utvetydigt på omfattende research. Mange historiske kendsgerninger, som muligvis huskes fra skoletiden som temmelig tørt stof, iklædes i fremstillingen her kød og blod, så man livagtigt kan forestillende sig det levede liv.

Med ”BRUNKUL” har Knud Simonsen ristet en rune over en flok seje mænd i en ret så kortvarig æra i et ret så begrænset geografisk område, mænd, der bidrog væsentligt til at holde dagligdagen i det besatte Danmark i gang, mænd, der dengang sjældent blev værdsat efter fortjeneste.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter