0 kommentarer

Brudt af Karin Slaughter

af d. 6. december 2013
Info
 
Sideantal

423

Udgivet

2011

ISBN

978-87-92639-50-9

Originaltitel

Broken

 

Med “Brudt” har Karin Slaughter endnu engang skruet en spændende og troværdig whodunnit-krimi sammen. Plot og personer holder hele vejen, historien skrider kvikt og logisk frem, balancen mellem mord og mysterier på den ene side og karakterernes privatsfære på den anden er velafstemt, slutningen og opklaringen er tilfredsstillende.

“Brudt” scorer 3 ud af 5 issyle, hvilket kan synes fedtet. Men bemærk – på 5-skalaen er karakteren over middel. Jeg kan varmt anbefale alle Karin Slaughters værker til krimifans, for de repræsenterer gedigent håndværk. Personligt holder jeg bare endnu mere af thrillere, der giver mig trang til at bide negle og er ULIDELIGT spændende. Slaughter er rutineret og elegant, hverken mere eller mindre.

En ung pige findes i en sø med ansigtet begravet i det kolde, mudrede vand. På bredden ligger hendes tøj og sko, hvori er anbragt en lap papir med noget, der ligner et selvmordsbudskab. Det lokale politi er først parate til at afskrive sagen, især fordi pigen har et lorteliv, kærestesorger og før har prøvet at skyde genvej til en bedre verden. Men trods alt virker det en anelse akavet at tilføje sig selv et dødeligt stik i nakken og bagefter hoppe i søen med en betonklods om benet.

En svagt begavet mand anholdes under dramatiske omstændigheder. Han græder utrøsteligt, og politichefen må have hjælp til at dysse ham ned. Heldigvis er lægen og retsmedicineren Sara Linton på et kortvarigt familieophold i den lille universitetsby i Georgia. Hun nærer dyb antipati mod en af de lokale betjente, og hendes mistro bekræftes, da hun finder den mistænkte liggende i en blodpøl i sin celle. Hvis han selv har skåret sig i håndledene, har nogen ikke kropsvisiteret ham grundigt nok.

Specialagent Will Trent tilkaldes fra Atlanta. Gudsbenådet politidetektiv, flot, sympatisk – men med hård hud på følelsesregistret. Og komplet ordblind. Det umage makkerpar Will og Sara kæmper både mod indre dæmoner, en vrangvillig lokalbefolkning og en morder, der er forbløffende kompetent og koldblodig. Det bliver et kapløb med tiden, før flere mennesker lider en pinefuld død. Alt imens vælter regnen ned og forvandler hele sceneriet til en sump af mismod.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter