0 kommentarer

Brev til en maler af Peter Laugesen

af d. 1. september 2016
Info
 
Sideantal

136

Udgivet

2016

ISBN

978-87-02-18966-7

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Digteren og dramatikeren Peter Laugesen debuterede i 1967 med digtsamlingen ”Landskab”, siden har han udgivet en lang række digtsamlinger, været medlem af Det Danske Akademi og vundet flere priser, bl.a. Beatrice Prisen i 1985.

Tidligere i 2016 udkom forfatterens seneste digtsamling ”Brev til en maler”, der bedst kan beskrives som en digtsamling, der handler om alt og ingenting på samme tid. Det er selvsagt ikke en særlig informativ eller dækkende beskrivelse for hvad digtene i denne bog handler om, så lad mig forsøge at give et referat:

Mange af digtene minder mere om små, korte notater end om egentlige digte, og der er flere steder også mere tale om små portrætter af kendte musikere eller forfatterkollegaer, end der er tale om digte. Man kan også med en vis ret sige, at digtene er en beskrivelse af det liv, som Peter Laugesen lever i Brabrand, om at blive ældre og om hvordan man forholder sig til det levede liv og det faktum, at der ikke er så mange dage tilbage, som der har været.

Ovenstående lyder måske som emner, der godt kunne interessere dig, jeg mente i hvert fald, at denne digtsamling ville interessere denne anmelder da jeg købte den og tog den med hjem. Jeg tog desværre fejl, for jeg synes faktisk ikke at ”Brev til en maler” er en særlig god digtsamling.

I det store hele må jeg sige, at jeg kedede mig bravt under læsningen af denne bog, dog med enkelte undtagelser. For mig fremstod de fleste af digtene aldeles konfuse og uden sammenhæng – og jeg har endog meget vanskeligt ved at se hvad forfatteren har villet sige med lige netop disse digte. Man kan jo altid diskutere, om det så er denne anmelder, der er komplet tumpet til at læse digte, men det ændrer ikke på, at digtene ikke rigtigt gjorde noget indtryk på mig. Eller rettere: jeg blev snarere irriteret da jeg læste digtene, fordi jeg ikke kunne se formål eller sammenhæng, og så er det jo noget op ad bakke at færdiggøre en bog, når man allerede efter ti sider har fået nok.

På stående fod har jeg ikke den helt store trang til at læse flere af Peter Laugesens digte, jeg synes ganske enkelt, at ”Brev til en maler” efterlod en irritation i mit system, som det tog flere dage at slippe af med, og jeg kan derfor ikke give lige denne digtsamling en positiv anbefaling med på vejen. Det er lige før jeg næsten vil råde andre til at holde sig langt væk fra netop denne bog og finde noget andet læsestof i stedet.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter