0 kommentarer

Borte med blæsten af Margaret Mitchell

af d. 29. november 2002
Info
 
Sideantal

1258

Udgivet

1942

Originaltitel

Gone with the Wind

 

Det handler om både krig og kærlighed i klassikeren fra 1935, med kvalmende overvægt på den storladne kærlighed. Hovedpersonen Scarlet O’Hara bliver aldrig rigtig troværdig i fortællingen om sydstatsskæbnerne i den Amerikanske Borgerkrig. Til gengæld får man i ”Borte med Blæsten” en detaljeret og underholdende historietime om livet i Georgia.

Scarlet O’Hara er den forkælede datter af en arbejdsom bomuldsplanter. Forretningen går godt, og både familien og deres slaver klarer sig strålende. Scarlet flirter til højre og venstre og har en betragtelig skare af bejlere omkring sig, men hun har aldrig set eller oplevet andet end bomuld på marken og prangende selskabskjoler. I en alder af seksten går hun så småt i bryllupstanker, uden dog at have synderligt travlt med at finde en mand. Scarlet er en naiv overklassegås, for hvem det er vigtigere, hvilken kjole hun skal have på til brylluppet, end hvad hun rent faktisk vil med ægteskabet.

Men Scarlet O’Hara er på sin vis også snu, og hun kan dreje de fleste mennesker om sin lillefinger. Så da den ligefremme charmør Rhett Butler dukker op, væmmes hun ved ham, da hun indser, at hendes sædvanlige, kølige selvkontrol ikke virker på ham. Det er startskuddet til en lang og indviklet romance, der vanskeliggøres ved krigens rasen og datidens kyske regler for omgang mellem kønnene. Som sådan en fornuftig opskrift på en medrivende kærlighedshistorie, men Scarlet undgår ikke på noget tidspunkt at være statisk og utroværdig. På trods af krigens alvor og de begivenheder hun som følge kastes ind i, udvikler hun sig stort set ikke. Scarlet bliver kun smerteligt langsomt klogere, efterhånden som bogen skrider frem, og set i lyset af de påvirkninger hun udsættes for, er hendes forandring alt for ubetydelig til at være realistisk.

”Borte med blæsten” skulle efter sigende være endog særdeles historisk korrekt, for så vidt angår bomuldspriser, hattemode og Borgerkrigens blodige slag på klokkeslæt. Bogen er endvidere en interessant beskrivelse af Atlantas eksplosive vækst, fra pløjemark til storby. Det råder i nogen grad bod på Scarlets usandsynlige person.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter