0 kommentarer

Bølgerne af Virginia Woolf

af d. 2. maj 2011
Info
 
Forlag
Genre
Omslag
Sideantal

222

Udgivet

2011

ISBN

978-87-638-1697-7

Originaltitel

The Waves

Udgave

3.gennemsete udgave

 

Seks personers indre monologer, en gentaget skiftende bevidsthedsstrøm, som bølger kunne man næsten sige. Tre drenge og tre piger vokser op side om side og vi følger dem på forskellige punkter i deres liv. Ingen handling, ingen fortællerstemme, ingen dialoger, den enes tanker afløses af en andens, osv.

Hvert kapitel indledes ligeledes temmelig guldalderromantik-agtigt af lyriske naturskildringer, som følger dagens gang beskrevet gennem solen og lysets bevægelse. Smukt, men også for langtrukkent efter min smag.

Jeg anerkender Woolf’s arbejde som stilskabende og enestående. Inspireret af James Joyce har hun tilført litteraturen noget nyt og originalt ved at lade bevidsthedsstrømmene bestemme indholdet. Men hendes valg af personer og miljø keder mig i den grad. Disse dannede overklassemennesker fremstår uendeligt ligegyldige, som befandt de sig i en romantisk guldalder, hvor de som forkælede og verdensfjerne studenter deklamerer Shelley, Wordsworth og Coleridge og iøvrigt ikke synes at interessere sig for en fløjtende fis. Dette romantiske islæt understreges af personernes fælles betagelse af en skolekammerat, Percival, der fremstår som en totalt uopnåelig halvgud.

Formen med indre bevidsthedsstrømme samt fraværet af dialog giver desuden et indtryk af isolation og ensomhed, som om personerne ikke er i stand til at nå hinanden; men det er måske også tilsigtet..

Personerne forekommer mig underligt overfladiske, jeg savner ægthed i deres refleksioner, jeg savner følelser og holdninger. Men i virkeligheden er der jo langt hen ad vejen tale om registrering, som ikke leder frem til nogen egentlig tanke. På den måde lader Woolf så læseren om selv at reflektere og drage sine egne konklusioner, for mig bliver det imidlertid aldrig rigtig vedkommende. Jeg tror at Woolf stiller større krav til sine læseres medvirken end jeg egentlig bryder mig om – eller orker. Det er som en film, der hverken har handling, hovedperson eller dialog og hvor instruktøren blot bestemmer kameraets placering.

Er det overhovedet muligt for bevidsthedsstrømmen at skøjte derudaf i den grad som tilfældet er her – uden at overskride den tillærte dannelse – og er det interessant? Undersøgelser har vist, at mennesker (og mænd lidt mere end kvinder) tænker på sex med alt hvad det nu indebærer mange gange i løbet af dagen. Det skulle man ikke tro, når man læser Virginia Woolf. Jeg ved godt, det ikke lige lå i tiden, men det havde nu været lidt befriende, hvis det hele ikke var så skide dannet og intellektuelt….

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter