0 kommentarer

Blindgang af Marianne Frederiksson

af d. 19. marts 2014
Info
 
Sideantal

329

Udgivet

1998

ISBN

87-557-2116-8

Originaltitel

Blindgång

 

En varm og tænksom roman, der næsten føles som en omfavnelse at læse.

To svenske børn, Sofia og Anders, laver et forsøg med at drømme den samme drøm samtidigt. Det afstedkommer et mirakel i kirken i den lille svenske by Östmora.

Miraklet får store konsekvenser for især den blinde Anders, som næsten ikke tåler at se verden som den er, og børnenes venskab bliver sat på en alvorlig prøve.

Men resten af byen er også ude af sig selv, for moderne rationelle mennesker ved, hvad de ser og tror ikke på mirakler. Så hvordan skal søndagens 208 kirkegængere forklare hændelsen i kirken over for sig selv og hinanden?

Sofia er opvokset hos sine bedsteforældre Kerstin og Hans. Bogen har en alvidende fortæller, men Kerstin er den centrale og samlende skikkelse. Ikke kun i familien, men også i det lokale samfund med kontakt til præsten, lægen og naboerne.

Det bliver til en lang række psykologiske overvejelser og samtaler, Hvad anser vi for normalt og hvilke oplevelser er syge? Hvordan kan man leve med så ekstraordinære antenner for det ubevidste, som Sofia er udstyret med?

Forfatteren Marianne Fredriksson har en forkærlighed for at komme i dybden med menneskers følelser og deres forhold til hinanden – til det ubevidste, til eventyret, myten og det åndelige. Hun insisterer på at forstå og opløse de traumer, der altid vil opstå, når menneskes skæbner vikler sig ind i hinanden.

Jeg elsker hendes “moderlige omsorg” med samlingspunkter omkring familiens måltider og gåture – der altid er en kop te og en dyb samtale til at klare enhver krise med. Det gælder mange af hendes romaner, at jeg oplever en næsten “healende” kraft, mens jeg læser dem. I denne roman når jeg dog lige at stille mig selv spørgsmålet, om fortællingen næsten er lidt for “ordnet”? At alle traumer efterhånden løses op – at alle spørgsmål får et svar. Er livet sådan? Er det ikke ofte mere “sjusket”, mere tilfældigt, med løse ender?

Alligevel kan jeg kun anbefale “Blindgang” og de fleste andre bøger af Marianne Fredriksson. Mine favoritter er “Ifølge Maria Magdalene” fra 1999 og så “Ondskabens ansigt”, som er den sidste roman Marianne Fredriksson skrev inden sin død i 2007.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter