0 kommentarer

Blækhjerte af Cornelia Funke

af d. 17. august 2009
Info
 
Forlag
Sideantal

271

Udgivet

2007

ISBN

978-87-11-43199-3

Originaltitel

Tintenherz

 

Meggie på 12 lever alene med sin far. Han arbejder som bogbinder, og de flytter fra sted til sted efter de opgaver han får. Når de kommer til et nyt sted, læser Meggie bøger, mens hendes far indbinder dem. For Meggie er det et helt normalt liv, men der er noget hendes far ikke fortæller. Ni år før opdager han ved et tilfælde, at han kan gøre ting fra bøger levende, ved at læse dem højt. Desværre opdager han det, mens han læser op fra bogen “Blækhjerte”, som har nogle meget, meget onde hovedpersoner.

En aften ser Meggie en underlig fyr uden for vinduet og i løbet af meget kort tid er hendes liv ændret totalt og hun og hendes far er på flugt. Manden hedder Støvfinger, og han påstår, at Meggies far har en helt speciel evne. Når han læser op af en bog bliver ting fra bogen virkelige. Støvfinger vil have ham til at bruge evnen, men desværre kan Meggies far overhovedet ikke styre, hvad der dukker op, når han læser højt, så han vil ikke. Støvfinger er bare ikke den eneste, der kender til evnen, og de andre har ikke tænkt sig at spørge pænt.

“Blækhjerte” er en rigtig dejlig fantasybog, fyldt med ondskab, sære væsener og usikkerhed, men også kærlighed og håb. Den er spændende og uhyggelig og tryllede mig om til en usikker, bange gammel dame, hvilket faktisk er ment som en anbefaling.

Hvert afsnit indledes med små citater fra klassiske børnebøger. Jeg er fuldstændig og totalt forført af den idé. Citaterne sætter dig i den helt rette eventyrstemning og giver oven i købet lyst til at læse “Peter Pan” eller “Skatteøen”. “Blækhjerte” er meget gribende. Jeg vil aldrig glemme den store kulmination, da Meggie finder ud af, at hun kommer til at slå nogen ihjel, hvis hun vil redde sin familie. Det er ikke for sjov. Det er ret fantastisk læsning.

“Blækhjerte” anbefales på det varmeste til læseheste med trang til eventyr og kampe mellem de rigtig gode og virkelig onde og alle dem midt i mellem.

Og det bedste er, at der er en fortsættelse.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter