0 kommentarer

Billie af Anna Gavalda

af d. 6. juni 2014
Info
 
Sideantal

200

Udgivet

2014

ISBN

978-87-11-34575-7

Originaltitel

Billie

 

De fleste af os har minder fra folkeskolen om de klassekammerater, der altid var lidt udenfor; om det så var drengen med de grimme briller, pigen med det umoderne tøj eller dem, der altid blev valgt til sidst i idræt. De personer, som de fleste ikke har skænket en tanke siden man forlod folkeskolen. Hvad skete der egentlig med dem, og hvorfor var det lige dem der skulle hakkes på?

Pigen Billie og drengen Franck bor på landet i Frankrig og er hver især outsidere i deres skole, Billie fordi hun kommer fra en fattig familie, hvor hun nedbrydes psykisk hjemmefra og Franck fordi han er en lille splejs, der tilfældigvis også er homoseksuel.

Billie og Franck har de første mange år i skolen ikke den store kontakt med hinanden – ikke før en underviser får den upopulære ide, at sætte eleverne sammen i små grupper så de hver især kan opføre en scene fra skuespillet “Man spøger ikke med kærlighed” af Alfred de Musset.

Mod deres vilje sættes Billie og Franck sammen for at øve sig på deres scene, som de skal fremføre for de andre, og selvom de i starten hakker på hinanden og er generelt sure over gruppesammensætningen viser det sig, at der er basis for et smukt venskab, der udvikler sig over årene.

Efter folkeskolen mister det umage par kontakten med hinanden et par år, Franck begynder at studere jura på universitetet selvom han helst vil designe smykker, hvorimod Billie går i hundene; indleder forhold til de forkerte mænd, prostituerer sig og lever fattigdom.

Efter et par år mødes de tilfældigt og deres venskab genoptages, til stor glæde for dem begge.

En weekend beslutter de at tage på vandretur i bjergene, og det er under denne tur, at de ved at uheld styrter ned i klippesprække, Franck slår sig bevidstløs mens Billie desperat tænker på hvordan hun skal finde hjælp til at komme til lægen.

Det er under de to lange nætter, at Billie taler til en stjerne på himlen om deres barndom, baggrund og fremtid mens læseren stilfærdigt lærer venneparret at kende.

Første halvdel af bogen er kedelig, faktisk er handlingen stort set ikke-eksisterende, og oversættelsen præget af mange sproglige fejl (fejlagtig kommasætning, forkert brug af nutids-r, stavefejl), og af den grund var jeg tæt på at smide bogen fra mig, overvejede næsten at skrive til forlaget for at brokke mig over at de udgiver sådan noget sprogligt juks.

Jeg læste videre, hvilket var en god ide, for anden del af bogen var markant bedre, handlingen blev sammenhængende, sproget fejlfrit og personerne mere troværdigt beskrevet.

Når jeg skal vurdere bogen lander jeg på 3 stjerner; første halvdel af bogen var decideret dårligt og kedeligt skrevet og dårligt oversat, hvorimod anden halvdel havde fremragende elementer i sig både sprogligt og handlingsmæssigt.

Det er ikke en bog jeg vil læse igen, men heller ikke en bog jeg har fortrudt, at jeg har læst.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter