0 kommentarer

Betty sælger (næsten) alt af Alberte Winding og Rasmus Bregnhøi

af d. 28. juni 2012
Info
 
Sideantal

28

Udgivet

2012

ISBN

978-87-02-11245-0

Originaltitel

Betty sælger (næsten) alt

Udgave

1.udgave

 

Det er weekend og far foreslår Betty, at hun skal rydde op i sit legetøj, og sælge det hun ikke længere bruger på et loppemarked. Betty er lidt skeptisk, for hun vil hellere lave noget hyggeligt, men far insisterer på, at det nok skal blive drønhyggeligt.

Efter nøje gennemgang af, hvilket legetøj Betty ikke mener har brug for hende længere, vender hun tomhændet tilbage, og meddeler sin far, at hun ikke har lyst til at sælge noget af sit legetøj. Men da faren kommer med argumentet, at hvis hun ikke sælger noget gammelt, så har hun ikke plads til noget nyt, kommer hun alligevel på andre tanker. Betty mander sig op, og pakker alt det væk som hun alligevel ikke har brugt i lang tid, og begynder at drømme om den benzintank hun kan købe for alle de penge, hun får for det.

Næste dag står de i boden på loppemarkedet og far har også medbragt noget af sit gamle ragelse. Da dagen er omme har Betty solgt alle sine sager, på nær en lille bamse som nåede at ombestemme sig. Den havde alligevel stadig brug for hende. Hendes far derimod har ikke solgt noget som helst. Han ligner heller ikke én der har haft det drønhyggeligt.

Nu kan Betty lege med sin nye benzintank, mens far lapper sine gamle jakker, som han alligevel ikke kunne få noget for.

Sød og vedkommende historie med nogle sjove og detaljerige illustrationer, for både store og små. Hver gang man læser historien får man øje på nye finurligheder. Historien sætter fokus på det at rydde op og skille sig af med noget. Noget mange, både børn og voksne, kan have svært ved. Betty viser sig at være rigtig god til det og får også noget ud af det, nemlig den benzintank hun ønskede sig.

Med dette bind er der nu i alt fire bøger i serien om Betty. De andre med titlerne: Betty husker alt muligt, Betty bestemmer det hele & Betty kan bedst lide fredage. Forfatteren Alberte Winding er nok mest kendt for sin medvirken i Bamses billedbog og ikke mindst sine børnesange bl.a. Tju Bang Chokolademand. Så ingen tvivl om at Alberte forstår at fastholde sine små tilhørere.

Bogen er velegnet til børn mellem 2 og 5 år.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter