0 kommentarer

Being Elvis – et ensomt liv af Ray Connolly

af d. 18. maj 2018
Info
 
Sideantal

384

Udgivet

2017

ISBN

978-87-02-21621-9

Originaltitel

Being Elvis, A lonely life
Oversat af Christel Birkemose

Udgave

1.

 

USA har haft mange præsidenter – men kun én konge.

På en tur til USA i april måned, brugte vores rejseleder en af de lange busture til at fortælle om Elvis – det gik op for mig, at jeg egentlig ikke vidste ret meget om Elvis, ud over at jeg selvfølgelig kender hans musik og sceneoptræden. Min interesse blev vakt, og da Gyldendal sidste år udgav denne biografi, var det oplagt at læse den.

Vi får Elvis’ historie, fra han bliver født af fattige forældre i 1935, til han dør i 1977, kun 42 år gammel.

Som ganske ung går han ind i Sam Philips’ studie for at indspille en plade til sin mor – senere indspiller han mange, mange flere – dog altid andres musik, han skrev ikke sine egne numre.

Elvis får, som alle ved, kæmpe succes – hans måde at optræde på, den specielle rullen med hofterne, hans udstråling og selvfølgelig hans sange får hans fans til at gå amok. Det hele går så hurtigt, og konsekvenserne af hans succes kommer helt bag på ham og hans familie. Bogen fortæller om, hvordan han må leve bag høje mure, bytte om på dag og nat, fordi han ikke kan vise sig offentligt om dagen. Han bliver afhængig af piller, der kan holde ham vågen, piller, der kan få ham til at falde til ro – men mener ikke selv, han har et misbrug.

Vi hører om Elvis’ mange kvinder – bl.a. Priscilla, som han møder under militærtjeneste i Tyskland. Priscilla er kun 15 år, da de mødes i 1960. 7 år senere bliver de gift (her hævder forfatteren, at hun kun var 19 år – hmmm…) og får en datter, Lisa Marie.

Hans manager, oberst Parker, spiller en vigtig rolle for mange af de valg, der blev truffet på Elvis vegne, og kontrakter der blev indgået – bogen fortæller, hvordan han udnyttede Elvis, det eneste han havde for øje var at tjene mest muligt, både til sig selv og også til Elvis, som ikke interesserede sig for økonomi, men stolede på obersten og sin far. Også Hollywood udnyttede Elvis i produktionen af dårlige film, der solgte, fordi Elvis var med i filmene – ikke pga. deres kvalitet.

Vi hører om hans store forbrug, han køber biler som andre køber tøj, og forærer væk til højre og venstre. Der skulle skrabes mange penge sammen, også til at lønne den store stab han havde omkring sig.

Bogens forfatter, den britiske Ray Connolly, går grundigt til værks. Han har foretaget omfattende research til bogen – hans noter og litteraturliste bagest i bogen er med til at dokumentere dette.

Der er indsat sider i bogen med fotos, det er altid godt at se billeder undervejs i en biografi. En anden god detalje er, at bagest i bogen er et afsnit som hedder: ’Efter Elvis’ død, hvad skete der så med …?’ – her fortæller han om Priscilla, Lisa Marie, Vernon, oberst Parker og flere andre af de personer der omgav Elvis.

Jeg ved en hel del mere om Elvis efter at have læst bogen – ud fra litteraturlisten bagest i bogen fremgår det, at der er skrevet rigtig mange bøger om Elvis, jeg har kun læst denne. Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at det bestemt ikke har været et nemt liv – men som undertitlen siger: ’Et ensomt liv’. Jeg kan anbefale bogen, hvis du ligesom jeg gerne vil vide mere om Elvis, også mennesket udenfor scenen.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter