0 kommentarer

Begyndelser af Carl Frode Tiller

af d. 12. januar 2019
Info
 
Sideantal

334

Udgivet

2018

ISBN

978-87-638-5663-8

Originaltitel

Begynnelser (oversat af Sara Koch)

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

”Begyndelser” er en af den slags bøger, der gør, at jeg bliver bekræftet i, at det kan være helt fantastisk, at stifte bekendtskab med en forfatter, som man ikke har læst noget af før.

Romanen er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2018 – og jeg sidder i mit stille sind og håber på, at bogen vinder, for der er tale om intet mindre end en fabelagtig bog.

Bogens hovedperson og fortæller er Terje, der bor i Norge med sin – mildest talt- dysfunktionelle familie.

Vi møder Terje i starten af bogen, hvor han er indlagt på hospitalet efter, at han har forsøgt at begå selvmord. Hans mor og søster, der befinder sig på stuen har travlt med deres indbyrdes skærmydsler, så de opdager ikke, at Terje er vågnet og ligger og tænker på, at han bliver helt ignoreret og at det nok må føles sådan her at være død – at man ignoreres og derfor ikke er til stede mere.

Herefter følger en lang række korte kapitler, hvor man følger Terje i forskellige situationer i livet – fra barndommen og ungdommen og op gennem voksenlivet, hvor han gifter sig, får barn og vælger at gå fra moderen til barnet. Hans eks-kone hedder Turid og er sandt at sige lidt at et menneskeligt mareridt – i virkeligheden ikke særlig rar, en skjult mobber, der kamuflerer sin dårlige adfærd som forsøg på at hjælpe andre mennesker. Nu vi er ved det er Terjes mor og hans søster Anita heller ikke særlig rare mennesker. De er begge eksperter i at sætte skyld og dårlig samvittighed i Terje, der ret beset er noget så sjældent som et godt menneske, der har svært ved at kapere, at han bliver behandlet dårligt af dem, der burde stå ham nærmest.

Kapitlerne fra Terjes liv er ikke i fortalt i kronologisk rækkefølge. Der er f.eks. kapitler, der foregår 9 dage før selvmordsforsøget og lige efter kan man finde et kapitel, som foregår 1 år før selvmordsforsøget – igen efterfulgt at et kapitel, der foregår dagen før selvmordsforsøget. Det virker dog på ingen måde forvirrende, at bogen er skruet sådan sammen, det giver et kalejdoskopisk indblik i en midaldrende mands liv – og det er fremragende læsning.

”Begyndelser” er en meget rørende og intens bog, der gjorde stort indtryk på mig. Handlingen fremstår meget virkelighedsnær og overbevisende og især portrættet af Terje er knivskarpt. Lige så skarpt optegnet er forholdet til familien og omgivelserne, der mildest talt vil være en enorm psykisk belastning for alle, at stå model til. Det er tydeligt, at det er den psykiske belastning og helt umådeligt ringe adfærd fra familien, der er en medvirkende årsag til, at Terje har valgt selv at afspadsere.

Carl Frode Tiller har skrevet et lille mesterværk her, en menneskeklog fortælling om et godt menneskes deroute. Man kan sige, at det er en fortælling om hvorfor det gik som det gik og om valg og fravalg i tilværelsen.

Forfatteren skriver med psykologisk dybde, bogen er fascinerende og indeholder også kulsort humor så bogen ikke bliver depressiv at læse. Der er intet dårligt at sige om bogen, den er fremragende – læs den, dette kan være årets bedste bog.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter