0 kommentarer

Bedemandens datter af Sara Blædel

af d. 21. juni 2016
Info
 
Sideantal

338

Udgivet

2016

ISBN

978-87-7180-154-5

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Det er aldrig nemt at leve op til en succes – og det var med en sær og urolig forventning, jeg købte Sara Blædels ”Bedemandens datter”, som er første bog i en planlagt triologi.

Man må sige, at scenen er en helt anden, end Blædels normale univers, det handler nu om en bedemands verden! Og nok er der masser af døde, men bogen må mere betragtes som en underholdningsroman end som en krimi. Til steder er den lidt absurd og bizar, men hvis man bare hopper op bord på vognen uden at være alt for stramtandet, så er man godt underholdt.

Da Ilka var 7 år gammel forlod hendes far, der havde en bedemandsforretning, hende og moderen – og lod ikke høre fra sig. Moderen og Ika havde dog en adresse på faderen, som Ilka troligt skrev til hvert år til faderens fødselsdag og til jul, uden nogen sinde at få svar tilbage.

Ilka er nu blevet 40 år, er enke og har et godt job som skolefotograf, da hun får at vide, at faderen er død i USA og har betænkt hende i sit testamente. Ilka tager til USA, og pludselig har hun arvet en bedemandsforretning i den lille by Racine. Vi fornemmer, at faderen har haft problemer med forretningen. Der er oparbejdet en stor skattegæld, og der er noget, der er galt. Hertil kommer at faderens amerikanske familie er meget afvisende overfor den danske datter, der dukker op.

Blædel præsenterer os for det persongalleri, som jeg går ud fra vil være gennemgående figurer i den nye serie: Nonnen, der arbejder frivilligt i bedemandsforretningen og faderens medhjælper Artie, der begge nok har  ”skjulte lig i lasten”, hvis man kan udtrykke det sådan i den branche.

Ilka har en god appetit på mænd og får et par engangsknald på krogen, og man fornemmer at det lille samfund og bedemands-set-uppet har mange spændende historier, som Sara Blædel kan berige os med i de kommende bøger.

Sara skriver fornøjeligt og lige ud af landevejen. Siderne vender sig hurtigt i bogen, og nu hvor man lige var ved at komme på omgangshøjde med bedemandsforretningen, Ilka og de andre – er det lidt ærgerligt, at bog 1 er slut – inden den rigtig begyndte.  Faktisk slutter bogen ”lige pludselig”, og der mangler ligesom en afslutning – den er mere et oplæg til, at nu sker der nok snart noget. En cliffhanger i bedste amerikanske stil afslutter bogen med ordet ”fortsættes….”

Jeg vil glæde mig til bind 2 og se, om bedemandens datter bliver i USA, (hvad hun vel er nødt til) eller om hun tager hjem til sit gamle skolefotograf-liv.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter