0 kommentarer

Bedårende af Ida Marie Hede

af d. 23. juli 2017
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

152

Udgivet

2017

ISBN

9788793128613

Udgave

1. Udgave

 

Ida Marie Hedes nyeste bog, Bedårende, er et værk, som – forstået i ordets oprindelige forstand – virkelig vil bedåre de fleste læsere. For man føler sig under læsningen ofte ganske tummelumsk, forvirret i sine begreber eller slet og ret hægtet af – gjort til dåre.

Bogen er opdelt i fire dele. Første del, som er bogens bedste, giver et på en gang skitseatigt og meget præcist portræt af et ungt, velluddannet, kreativt middelklassepar med barn – fra fødsel og tidlig opvækst, alle de overvejelser man gør sig om egen eksistens og barnets potentialer, over de trætte aftener på sofaen, med en snegleagtig, pligtskyldig, kageindsmurt erotik. Det hele dækket af eller i berøring med lort. Der er fækalier og fæcesbakterier over det hele – sådan som det jo kan føles med et spædbarn i huset. Der skrives med humor, vildt sprog og originale påfund.

Anden del er kort og beskriver et underligt spraglet ‘døderum’ i B’s hjerne, hvor de døde danser animeret rundt. Velsagtens en slags rum for erindring, hvor de døde får en slags fragmenteret livlighed.

Tredje del, som er bogens længste, er et Dødeessay, hvori et jeg reflekterer over døden, både som begreb og farens konkrete død. Det kan ses som et forsøg på at fatte døden, begribe den kreativt og intellektuelt, give intetheden form. Men der er noget universitært – jeg havde nær sagt studentikost – over det hele, den højtravende analyse, referencerne til avantgardekunst, som desuden gør at det føles lidt som om det kun er for de indviede. Det bliver desværre aldrig rigtig vedkommende og for sjældent egentlig interessant. Der kredses om døden, men de mange metaforhandlinger synes blot at øge afstanden til den døde. Det er der måske en pointe i, at vi ikke kan forstå døden med intellektet, at alt det tillærte, selv kunsten og filosofien nødvendigvis må komme til kort overfor dødens mysterium. Måske er det en pointe i bogen, men i så fald er det jo ikke ligefrem en ny pointe.

I fjerde del er vi tilbage ved parret, der ryger en tur ned i en underligt syret underverden. Cirklen sluttes.

Hede vil noget og allerhelst noget andet. Hun vil strække sproget og udfordre forventninger, læsemåder og tankemønstre og mange tak for det. Når hun er bedst fremmaner hun absurde scener som få vil kunne gøre hende efter, der er humor og en sans for det groteske, samt originale og højst uventede sammensætninger af ord og ideer – det viser især bogens første og sidste del. Hun glimrer i glimt i Dødeessayet, som når hun konfronteret med et grænseoverskridende kunstværk skriver: “Jeg føler mig som én der opruster: Forbereder mig til engang selv at sørge.” Det er jo en fremragende og aldeles rammende beskrivelse af kunsten som medium for opøvelse i empati, følelsernes opdragelse. Men der er for langt mellem snapsene, det bliver et sejt træk og tilbage sidder jeg med et indtryk af et værk som er udfordrende, fremragende i perioder, aldrig ligegyldigt, men trods spragl, strit og ordakrobatik, ofte underligt uinteressant.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter