0 kommentarer

Bed ikke om nåde af Martin Österdahl

af d. 9. juli 2018
Info
 
Sideantal

476

Udgivet

2018

ISBN

9788772001944

Originaltitel

Be inte om nåd - oversat af Louise Ardenfelt Ravnild

 

Med debutromanen “Bed ikke om nåde” har svenske Martin Österdahl i den grad skudt sin forfatterkarriere igang. Bogen er ved at blive filmatiseret af britiske Pinewood Studios, og så må han jo have gjort et eller andet rigtigt.

Pasjie, en ung kvinde, der arbejder for et svensk firma med interesser i Rusland, forsvinder i Sankt Petersborg. Telefonnettet i Stockholm udsættes for et hackerangreb, der involverer hundredtusinder af Telia-kunders private data.

Pasjies svenske kæreste og kollega, Max Anger, der er ruslandsspecialist og har en fortid i militæret som frømand, rejser til Sankt Petersborg for at finde hende. Her opsnuser han ledetråde, der tyder på, at Pasjie har været undervejs med afsløring en af en mystisk organisation, som har forberedt et angreb på Vesten, og at der er en forbindelse mellem Pasjies forsvinden og Max’ egen fortid.

Min første tanke da jeg fandt ud af hvad bogen handlede om, faldt på Leif Davidsen, der til perfektion mestrer kompicerede russerhistorier. Davidsen han et indgående kendskab, og en ditto kærlighed, til Rusland og landets befolkning og kultur, et kendskab der smitter af på hans bøger. Kunne Österdahl mon gøre ham kunsten efter? Det kunne han ikke rigtigt, men det gør egentlig heller ikke noget. Österdahl fokuserer mere på spænding og action end på at beskrive Rusland, hvor en stor del af handlingen foregår, end han fokuserer på russerne som folk. I “Bed ikke om nåde” kommer vi ikke ind under huden på russerne og Rusland, men vi kommer heller ikke ind under huden på svenskerne og Sverige, hvor bogen også foregår. For det er ikke Österdahls ærinde. Han vil fortælle en spændende historie, og den del er han mildest talt ret god til.

“Bed ikke om nåde” kræver sin læsers fulde opmærksomhed. Persongalleriet er ganske omfattende, og man skal holde tungen lige i munden for ikke at løbe sur i de mange figurer. Forfatteren giver ikke sine personer de store dybe personligheder, og mange af dem kommer derfor til at minde en del om hinanden, hvilket er medvirkende til at de kan være lidt svære at skelne fra hinanden. Selve historien er virkelig spændende og velskrevet. Handlingen er henlagt til 1996, men der trækkes tråde tilbage til 2. verdenskrig, hvorved en meget stor fortælling bygges op.

Der var fart over feltet fra første side, og jeg var godt underholdt hele vejen. Og selv om “Bed ikke om nåde” er nobelprismateriale, så var der alligevel noget over den der fik mig til at tænke over hvordan verden er skruet sammen. Man skal ikke vælge “Bed ikke om nåde” hvis man er ude efter en stor litterær oplevelse, men hvis man vil underholdes af en virkelig spændende bog med masser af handling og action, vil bogen ikke være noget dårligt valg. En oplagt bog at tage med på ferie.

“Bed ikke om nåde” er første bind i en planlagt serie om ruslandsspecialisten Max Anger, og jeg skal helt sikkert læse de næste også.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter