0 kommentarer

Barbara Tristan Møllers hemmelige dagbog af Alberte Winding

af d. 25. april 2006
Info
 
Sideantal

172

Udgivet

2006

ISBN

978-87-567-7471-0

Originaltitel

Barbara Tristan Møllers hemmelige dagbog

Udgave

1.udgave

 

Alberte Winding debuterer som forfatter med en varm, virkelig sjov og bittersød ungdomsbog, der storglæder såvel ungmøer som os andre. Alberte kan ganske enkelt noget med varme og enkelthed, og hverdagen lyser i hendes hænder. Derfor bliver der smidt alle de stjerner, jeg overhovedet kan få fingrene i efter denne bog. “Barbara Tristan Møllers hemmelige dagbog” fik mine tæer til at stritte frydefuldt, og sendte mig direkte tilbage til minderne fra skolebiblioteket. Dengang jeg tog bøger ned fra hylden og allerede begyndte at læse på vej hen til bibliotekaren for at få den stemplet ud. Dengang hvor kys med tunge var noget forældre gjorde (gys), og lige før ens mor mistede sin gudindestatus i teenageoprørets rumlende inferno.

Sproget er let uden at være overfladisk. Humoren er af den gode, afvæbnende slags, der mere end en gang spidder tidens tendens til at tilbede overfladen.

Vi følger Barbara det år, hvor hun bliver 14. Det år hvor hun forelsker sig – i mindst én – og hvor hendes mor går hjemmefra for at finde sig selv. Der er ikke noget tidspunkt i en piges liv, hvor hun har så hårdt brug for sin mor, som når hun er 13, men Barbara må klare sig igennem med sin dagbog:

“Jeg kan ikke sove. Mor er væk. Ja, jeg ryster faktisk lidt. Hvis jeg sidder helt stille med en kuglepen mod min skrivebordslampe, kan jeg høre, at den klaprer. Jeg kan ikke sove. Det dur jo heller ikke at sove, hvis folk bare forsvinder imens.”

Det er utroligt sørgeligt, og man ville ønske, at Barbaras mor ville finde sig selv og komme hjem igen i en fart. Men man læser sig kun trist i øjeblikket, så griner man igen, ganske ofte fordi familien fra Jylland kommer Barbaras far “til undsætning”:

“Familien fra Jylland har ringet. De ville bare sige, at de havde sendt en halv gris til kummefryseren. Og hvis de kunne hjælpe med noget, skulle vi bare sige til. Jeg tror gerne, at far ville have talt med dem. Men da han begyndte at sige sådan noget i retning af: “Jeg føler bare…” råbte onkel Jørgen: “Ou, for søren, gotta go, som de siger i Frankrig, min besætning er urolig som mider i et lig…” og lagde på.

Jeg vil anbefale “Barbara Tristan Møllers hemmelige dagbog” til alle af hunkøn fra 11 og opefter.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter