0 kommentarer

Bankstræde nr 0 af Einar Már Gudmundsson

af d. 7. august 2018
Info
 
Sideantal

213

Udgivet

2016

ISBN

978-87-11-48582-8, 978-87-11-54036-7

Originaltitel

Bankastræti núll, (del af Einar Már Guðmundssons samlede værker 1981-2016), oversætter: Erik Skyum-Nielsen

Udgave

2.

 

Gudmundsson retter atter sin skarpe pen mod finanskrisen og ekspansionsvikingerne, der slap fra deres frås uden straf. Vi er nu to år efter ’Hvidbogen’, og der har været folkeafstemning foranlediget af den islandske præsident, hvor befolkningen fik lov at afgøre om de mente at regningen for finansfyrsternes overdrevne jetsetliv burde væltes over på befolkningen. Selvfølgelig stemte folket nej, men det fik ikke den store betydning, for snart blev den internationale valutafond koblet på, og derefter blev profitten privatiseret mens tabet blev nationaliseret, som Gudmundsson ret mundret formulerer det. Fyrsterne fik lov at beholde deres værdier, huse, aktier, mens den islandske befolkning blev lagt i økonomiske lænker og tvunget til at betale gælden af. Man er ikke i tvivl om forfatterens egen holdning, og den virker også helt rimelig. Sammenligner man med ‘Hvidbogen’, har forfatteren her haft god tid til at sætte sig ind i hvem der var ansvarlig for de forskellige økonomiske tricks, hvilke politikere der muliggjorde krumspringene, og hvordan udlandet (især England og Holland) ikke kan sige sig fri for et medansvar. Der er kommet flere fakta på, og tonen er måske knap så barsk som i forgængeren.

”Den Internationale Valutafond fungerer som en slags inkassator for internationale lånekonger og inddriver på deres vegne indtægter af fast ejendom og industri. Det ufattelige er, at nationer over hele verden mister deres økonomiske og finansielle selvstændighed uden at kunne gøre modstand.”

Her citerer Gudmundsson økonomen Michael Hudson, og demonstrerer dermed den klemme islændingene nu befinder sig i.

Bankstrædes 25 essays har deres udspring i indignation over finanskrisen, men kommer rundt om island, dets kultur, og ikke mindst forbilledet Haldor Laxness og The Beatles, som Gudmundsson er stor fan af. Han får vævet et par geniale fortællinger ind, den sande historie om en gigantisk kage der blev bagt i Reykjavik, og et par fortællinger der nærmer sig de islandske sagaer. John Clees må også stå for skud, som det ansigt der blev brugt til at promovere lånekongernes genialiteter i fjernsynets reklameblokke. I gamle dage lå der på adressen Bankstræde nr 0 et offentligt toilet. Om man skal tørre måsen med bankfolkene lader Gudmundsson være op til læseren, men han kræver retfærdighed, en retfærdighed der lader venter på sig, men så er der heldigvis kunsten, som forfatteren nærer stærk tiltro til:

”Fortællekunsten vil i stigende grad rette sig imod magthavernes taler og samtaler, selv om digtekunsten aldrig bliver en prædikestol. Derfor vil grænsen mellem skønlitterære bøger og fagbøger også blive temmelig flydende i de kommende år.”

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter