0 kommentarer

Auricula Af Per Højholt

af d. 17. oktober 2008
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

366

Udgivet

2001

ISBN

87-00-31876-0

 

En ting skal slås fast: Man kan strengt taget ikke fortælle, hvad der sker i Per Højholts “Auricula”. Når forsøget her alligevel kort skal gøres, skyldes det, at ens syn på litteratur aldrig helt kan være det samme igen efter læsningen. Hvis “Auricula” var et redskab, ville det både gøre ondt at blive ramt af og samtidig være uhåndterligt, ja, som et redskab uden funktion. Dette skyldes først og fremmest, at bogen kan siges at være noget så besværligt som en anti-roman.

Handlingen kort: Under første verdenskrig indtræffer en altomfattende stilhed i Europa. Samtidig har en hel del mennesker gang i en række intime udskejelser. Da der 9 måneder senere fødes børn som resultat, fødes også en hel masse ører. Højholts første beskrivelse af ørerne lyder således:

“Øret var af naturlig størrelse og i almindeligt omfang præget af forældrenes anlæg. Den eneste synlige forskel var at på stedet hvor det ordinært er forbundet med et kraniums ben- og bruskdannelser var et sammengroet ar, en fold som i sin lidenhed mindede om en hermafrodits kønsorgan.” (side 9-10)

“Auricula” (det latinske navn for øre) er så fortællingen om disse ørers vandring og flugt, gøren og laden i Europa i de følgende år. Uden nogen videre forklaring kobles ørerne hurtigt sammen med den europæiske kunst- og avantgardebevægelse, og ørerne, der læser bøger ved at dyrke sex med dem, interesserer sig i særlig grad for tidens store forfattere, såsom Kafka, Joyce og en lang række andre kunstnere.

Men bogen kan ikke siges at have en egentlig handling. Der er nemlig ikke nogen rigtig progression, og man kan ikke sige, at ørerne starter et sted og slutter et andet. De er – ligesom historierne om dem – over det hele, og bogen består derfor af overrumplende morsomme, mærkeligt fantasifulde og ofte temmelig umulige billeder, som da ørerne udkæmper et voldsomt søslag med engelske og tyske digte som ammunition!

Man skal ikke læse “Auricula”, hvis man kaster bøger efter sine nærmeste i arrigskab over ikke at kunne forstå indholdet. Hvem kan da overhovedet ‘forstå’ hundredvis af små litteraturelskende og liderlige ører, der farer rundt, som det passer dem, skønt de kun kan bevæge sig i ellipser og dør i hobetal på trods af deres påståede udødelighed?

“Auricula” er en idérig og voldsom leg, som man kan indvilge i. Men har man først prøvesmagt, er faren den, at meget anden samtidslitteratur kan virke temmelig bleg i sammenligning med dette mesterlige (u)værk.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter