0 kommentarer

Arvestriden eller Hvordan Splint fandt Spirillen af Franquin og Greg

af d. 11. august 2018
Info
 
Sideantal

63

Udgivet

1975

ISBN

87-7529-183-5

Originaltitel

Spirou et les héritiers, tegninger af Franquin ; tekst af Greg ; dansk tekst af: Freddy Milton

Udgave

1.

 

Kvik indkaldes til møde hos en advokat, hvor onklens testamente læses op. For at opnå retten til arven skal familien igennem tre prøver, og der er kun to potentielle arvinger, Kvik og fætter Sante. Hvis man kender sin Splint & Co. ved man at Sante er noget af en bandit, så det undrer ikke at han allerede under den første test, begynder at snyde. De to fætre skal hver især gøre en opfindelse der er til gode for menneskeheden. Kvik opfinder en én-persons-helikopter der spændes på ryggen, den minder meget om en slags jetpack fra en meget tidlig James Bond-film. I den anden prøve skal man placere sig blandt top fem i et racerløb, og til sidst skal de opspore fabeldyret Spirillen, som onklen selv har set i Sydamerika.

Det er svært at sætte fingeren på hvad det er der præcis gør at albummet her er så fedt, både historien og tegningerne skaber en troværdig verden, man som læser drages hovedkuls ind i. Der er et gennemført og kompromisløst drengeeventyr, der helt klart også vil imponere pigerne. Graden af uforudsigelighed ligger hele tiden og fascinerer, og man kan heller ikke sige sig fri for en drillende satire når vore helte ankommer til Palombia i Sydamerika, hvor deres guide kun lige når at udpege hovedstadens mageløse bygningsværker før de eksploderer et for et, mens borgerkrigen raser i gaderne.

Med Greg som forfatter skabte Franquin sine absolut bedste album, historien er blandt seriens allerbedste, jeg vil faktisk mene at kun ‘Trolddom og champignoner’ er ligeså god. Men ‘Arvestriden’ har et es der trumfer alt andet, for det er her Spirillen optræder for første gang. Figuren var Franquins opfindelse, og Spirillen er allerede her tidligt i sin karriere temmelig løssluppen. Han er kun med i albummet sidste del, men mødet mellem Splint, Kvik og Spirillen er kosteligt. I øvrigt har figuren på dansk fået navn efter en norsk bakterie. På fransk hedder den gule djævel med den syv meter lange hale Marsupilami.

Franquins pen var altid skarp, og selvom hans stil ændrede sig kraftigt med tiden, er både hans tidlige såvel som hans senere arbejder fremragende.

 

Lån tegneserien på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter