0 kommentarer

Arthur & George af Julian Barnes

af d. 22. februar 2013
Info
 
Sideantal

378

Udgivet

2007

ISBN

978-87-7973-209-4

Originaltitel

Arthur & George

 

“Arthur & George” er den sande, dramatiserede beretning om to historiske personer, hvis veje og skæbner mødes på lidt tilfældig vis. Den ene verdensberømt, den anden fuldkommen ukendt.
Sir Arthur Conan Doyle var læge, idrætsmand, eventyrer, spiritist og ikke mindst forfatter til den allerede dengang kanoniserede serie om mesterdetektiven Sherlock Holmes. Detektiven gjorde sin skaber til en rig og agtet mand, adlet af kongen, tilbedt af folket, elsket af sin gamle mor og af sin tuberkuløse kone og to børn. Arthur burde være en jublende lykkelig mand, men som den rastløse sjæl han var, manglede han endnu en sag at kaste sig over. Han martredes desuden af ulykkelig – og gengældt – kærlighed til den frejdige Jean, som hans ære forbød ham at indlede et forhold til, mens konen stadig levede.

George Edalji er Arthurs diametrale modsætning. Præstesøn, autoritetstro, menneskesky; en temmelig støvet person, der da også uddanner sig til vinkelskriver og lærer togenes tidsplaner udenad. George, der aldrig har så meget som kysset en pige, har uafvidende pådraget sig en eller flere ukendte hævneres vrede. Der anbringes døde fugle i Georges have og mystiske nøgler på dørtrinnet, køer og heste flænses på grusomste vis, og beviserne peger naturligvis mod den magtesløse George. Politiet anholder staklen, som efter en kafkask retssag smides i spjældet med en dom på syv lange år.
Det åbenlyse justitsmord vækker den berømte forfatters interesse, og så begynder der i bedste Sherlock Holmes-stil at ske ting og sager…

Den ekstremt velskrivende Julian Barnes har fat i en historie og nogle personager med potentiale. Det var en kæmpesag dengang, aviser verden over bragte hyppige referater. Desværre taber Barnes denne gang tråden; måske fordi stoffet trods alt ikke kan bære en roman på små 400 siders længde.
Afsnittene om den kedsommelige George bliver pudsigt nok bogens mest spændende. Her fornemmer man, at Barnes fabulerer friere, idet Georges liv ikke er lige så veldokumenteret som Arthurs. Politiets metoder og livet i arresthusene anno 1903 er fængslende (undskyld!) læsning.
Omvendt forholder det sig med den ufatteligt interessante Arthur, der var en superstjerne på sin tid. Hans kærlighedskvaler, hans gryende spiritisme og forholdet til den dominerende mor udpensles på næsten bogholderagtig vis, hvilket bliver usigeligt trist at fordybe sig i. Kom nu til sagen, mand, har man lyst til at råbe, mens handlingen slæber sig af sted.

Julian Barnes er en af Englands helt store forfattere, et langt større skrivetalent end fx Arthur Conan Doyle. Men med “Arthur & George” begår han den kardinalsynd at lade personerne overtage styringen i stedet for at underordne dem en veltilrettelagt, dynamisk dramaturgi. Pokkers også.

PS. Som det også er tilfældet i denne anmeldelse, leger Barnes med tiderne. Nogle afsnit er skrevet i nutid, andre i datid. Det gør beklageligvis ikke bogen mere levende.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter