0 kommentarer

Arbejdsnæver af Jan Kristoffer Dale

af d. 25. august 2019
Info
 
Sideantal

110

Udgivet

2018

ISBN

978-87-02-25291-0

Originaltitel

Arbeidsnever (oversat af Sara Koch)

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

”Arbejdsnæver” er en ganske kort novellesamling med 6 noveller fordelt på 110 sider i A5-format.

Novellerne foregår alle i provinsen i Norge, og alle hovedpersonerne er mænd, der på en eller anden måde er faldet udenfor. Ikke udenfor i den forstand, at de er alkoholikere, hjemløse eller psykisk syge.
Udenfor som i det niveau, der ligger over at være hjemløs eller psykisk syg, men stadig under middelklassen og måske endda under arbejderklasse-niveau.

Mænd, der er droppet ud af deres ungdomsuddannelse grundet mobning fra undervisere. Mænd, som aldrig har nået at finde sig en partner og år efter år er alene i tilværelsen. Mænd, der aldrig er flyttet hjemmefra, men stadig bor hjemme selvom man er over 40.

Mænd, der er fanget i situationer, de ikke kan komme ud af og befinder sig steder i livet, hvor de ikke ønsker at være. Andre står for at skulle beslutte sig for hvem de vil være, og hvordan de vil leve livet.

Første novelle er også titelnovellen med navnet ”Arbejdsnæver”. Hovedpersonen er den nogenlunde midaldrende mand, der droppede ud af ungdomsuddannelsen grundet mobning fra en underviser, og nu har et usikkert job som lavtlønnet fabriksarbejder, hvor han igennem et år har arbejdet på 2-ugers kontrakter uden at vide, om han er købt eller solgt når de 2 uger er gået. Hans kone er gravid i 2. måned, og han bekymrer sig om hvordan det hele skal gå med at forsørge barnet, når hans arbejdssituation er så usikker, især fordi konen for nyligt har mistet forlængelsen af et vikariat. Hans arbejde er meget fysisk hårdt, og han bekymrer sig derfor også for sit helbred. Helt forrygende og fantastisk novelle, som denne bog starter ud med, meget overbevisende.

De øvrige noveller falder desværre lidt i standarden – uden at bogen af den grund bliver dårlig.
Novellerne tegner meget fine portrætter af mænd, der alle lever et sted på kanten, et sted, hvor vi alle kan havne hvis vi er uheldige. Det er dybest set et portræt af mænd og et portræt af mennesker, der tilhører en klasse, der ikke længere eksisterer officielt – nemlig arbejderklassen – men som er derude i virkeligheden. Rengøringsfolk, der bliver nedslidt og har lav løn, arbejdsløse, folk med småskavanker og så videre.

Forfatteren, norske Jan Kristoffer Dale, skriver overbevisende om disse mennesker og tegner meget solide portrætter af disse mænd. Novellerne rører ved læseren, fortællingerne gør i den grad indtryk fordi forfatteren er så dygtig til at beskrive hvordan disse mænd oplever tilværelsen og hverdagen.

”Arbejdsnæver” er en meget fin bog med gennemarbejdede fortællinger, det er personportrætterne der bærer denne bog fremad. Det er en slags moderne socialrealisme og en bog, der giver en stemme til de mennesker, der lever i spændingsfeltet mellem arbejderklassen og underklassen.

4 store stjerner til en virkelig fin bog, der ville ryste overklassen i deres grundvold – hvis de ellers turde læse denne bog.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter