0 kommentarer

Anne Dorte Michelsen – under en åben himmel af Troels Frøkjær

af d. 9. juni 2017
Info
 
Sideantal

275

Udgivet

2017

ISBN

978-87-02-189261

Originaltitel

Anne Dorte Michelsen - under en åben himmel

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

De fleste danskere, der har levet mere end 3 årtier har stiftet bekendtskab med sangskriveren og performeren Anne Dorte Michelsen. I 1980´erne fik hun stor succes som forsanger i bandet Tøsedrengene, siden har hun bl.a. udgivet en lang række soloplader og været aktiv i bandet Venter på far.

Journalist og musikanmelder Troels Frøkjær udgav tidligere i 2017 ”Under en åben himmel”, der udgives som en biografi om Anne Dorte Michelsen.

”Under en åben himmel” handler meget lidt om barndommen, ungdommen eller familielivet i det hele taget. Til gengæld er der en udmærket kronologisk gennemgang af musikerens plader og beskrivelse af de bands som Anne Dorte Michelsen har været en del af. Det er naturligt, at Tøsedrengene spiller en væsentlig rolle idet jeg formoder, at det er dette band de fleste vil forbinde musikeren med.

Biografien er primært en fortælling om Anne Dorte Michelsens karriere og der er et endog meget stort fokus på, at skrive enkeltvis om alle de plader, som denne glimrende musiker har udgivet gennem de sidste mange år. Denne anmelder fristes til at sige, at der er ALT for megen fokus på at skrive om pladerne, men der mangler derimod væsentligt mere materiale om hvem personen Anne Dorte Michelsen er, for der må jo være andet end musik i blodet på hende.

For mig fremstår biografien både ufokuseret og en kende til den banale side.

Jeg kedede mig ikke da jeg læste bogen, men den manglende retningssans generede mig. Det generede mig også, at finde banale grammatiske fejl i en bog skrevet af en journalist. Jeg kan ikke mindes hvornår jeg sidst har set en journalist skrive ”fordi at” – men det er ikke desto mindre en af de grammatiske fejl, som generede mine små, sarte øjne. Det er kort sagt et irritationsmoment at finde grammatiske fejl, der burde være rettet inden bogen blev sendt til tryk.

”Under en åben himmel” gjorde mig sådan set ikke klogere på mennesket Anne Dorte Michelsen, men jeg fik til gengæld en grundig indføring i pladeudgivelser. Det kunne jeg dog sikkert have googlet mig frem til væsentligt hurtigere end at læse 280 siders opremsning i en biografi.

Biografien om Anne Dorte Michelsen får 2 stjerner. Som sagt kedede jeg mig sådan set ikke da jeg læste bogen, jeg havde blot forventet en mere solidt gennemarbejdet bog end den, der her blev præsenteret.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter