0 kommentarer

Andre steder, andre drømme af Daniyal Mueenuddin

af d. 24. juli 2014
Info
 
Forlag
Sideantal

272

Udgivet

2013

ISBN

978-87-7955-975-2

Originaltitel

In Other Rooms, Other Wonders

 

Pakistan er i sandhed et andet sted med andre drømme, end vi er vant til på disse breddegrader. Det er fantastisk berigende og underholdende at læse om, hvis forfatteren kan sit kram og kender sine lus på travet. Og det kan, og det gør Daniyal Mueenuddin i den grad.

Novellesuiten “Andre steder, andre drømme” er ikke uden grund belønnet med priser og vognlæs af roser på alle de sprog, den er oversat til.

Den umådeligt velhavende K.K. Harouni er omdrejningspunktet for de otte historier, om end han ikke selv er hovedperson i nogen af dem. Han besidder vidtstrakte landområder, ejer godser og huse og virksomheder, og i sit brød har han myriader af tjenende ånder, foruden alle de familiemedlemmer, venner, politikere og embedsmænd, der på den ene eller den anden måde er afhængig af ham. Selv er han klog, venlig og generøs – egenskaber, som hans omgivelser beklageligvis ikke er besjælet af.

At Pakistan er et gennemkorrupt samfund med horrible klasseskel og hårrejsende religiøst betinget forskelsbehandling af mænd og kvinder, lægger bogen ikke skjul på. Men det fine ved Mueenuddin er, at han ikke skriver med moralsk løftet pegefinger eller med den bedreviden, mange, der som han har en vestlig uddannelse, ofte bryster sig af. Mueenuddins ærinde er at fortælle nogle gode historier om Mennesket, der jo ikke nødvendigvis bliver finere af fattigdom eller undertrykkelse.

Om den foretagsomme elektriker Nawabdin handler første novelle. Han kæmper en brav kamp for at skaffe medgift til sine tolv døtre, og man får sved på panden af at høre om alle de mange jobs, han er nødt til at passe for at klare dagen og vejen. Som de fleste af hans ligestillede er han ikke bare en flittig og ærlig mand – han snyder og stjæler, hvor det er muligt. Og alle ved det, alle ser gennem fingre med det, for alle andre gør det også. Undtagen den almægtige K.K. Harouni, der er så rig, at han er ligeglad. Smårapserierne er som myggestik på en elefant.

En fattig pige søger at bolle sig vej til materiel lykke. Man forstår hende, for som kvinde har hun ikke mange andre muligheder i det patriarkalske system. Alligevel er titelhistorien ikke sort-hvid, for Husna er både doven og hysterisk, og hendes drømme er dybt overfladiske. Hun er et menneske på godt og ondt.

Det er fascinerende at blive inviteret med indenfor i de forarmedes usle hytter ude i markerne, hvor tørke, oversvømmelse og dødbringende kobraslanger er livets vilkår. Lige så spændende er det at følge jetsettets liv med champagne, joints og tjenere på hver en finger. Mueenuddin kender begge miljøer og beskriver dem overbevisende.

Hvis det er tilladt at dryppe en anelse malurt i det imponerende bæger, kan man indvende, at misantropien i forhold til menneskelig dårskab er meget bastant. Desuden har den gode forfatter en dårlig vane med at aflive folk med lidt for stor nonchalance. Det drejer sig jo om folk, som vi har lært at holde af og med.

Men læs “Andre steder, andre drømme” alligevel. Det er som at rejse på et flyvende tæppe over det spraglede Fjerne Østen.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter