0 kommentarer

Amordfibie af Gitte Paracha Thorhauge

af d. 30. november 2011
Info
 
Sideantal

46

Udgivet

2011

ISBN

978-87-92625-32-8

 

Amfibie bruges konkret om dyregruppen padder men også generelt om noget der foregår både i vand og på land, om noget der har flere eksistensformer. I titlen am – ord – fibie peges der endvidere på, at også ord kan have et dobbeltliv, gennemløbe forskellige faser.
Hermed er digtenes hovedtema slået an. Der er tale om transformationer: Fra vand til land, fra januar til december, fra foster til barn. Mange af digtene beskriver hvordan en livsform eller situation har kimen til noget nyt. Stærkest er symbolikken omkring vandet. Vand der presser sig gennem diger, et jeg der sejler væk på vandmasser, Nordkalotten der smelter. Vandet er dobbelttydigt og forbundet med fornyelse. Selvom jegets have “står i vand til knæene” og jegets hjerte “sprænges af strømmende vand” opstår der i de oversvømmede lunger “et sammensurium af pilekviste/ hvor fuglene bygger rede”.

Der er en kraftig optimisme i digtene. Både i den fysiske verden og i ordenes: “Tankestreger/ binder / den gamle historie / sammen med den nye / Den døde /genopstår/ i en verden / af digtere og poeter”.

Der er mange paralleller mellem dyr og mennesker. I de sidste digte følger haletudsernes fugtige spor og ordenes elskovslyde hinanden ind i fremtiden; men ofte når mennesket længere end det rent biologiske og kommer ud af den “våde” amfibietilstand ved hjælp af sproget. Efter beskrivelsen af en økologisk katastrofe hedder det at “væk er alle ordene / og alle verdens breve opløses og bøgerne / forsvinder fra verden”, men senere at “den døde genopstår i en verden af digtere” og “bogen åbnes af den rødglødende sol”. Digtet Forestil dig at være inde i en tidevandsbølge er et karakteristisk eksempel. “Vandet fosser ind over dig/ dit hoved sprænges”, men ” så ved du pludselig at du er i den bog hvor ordene bor.” Digteren tror på ordenes evne til at forny. I indledningsdigtet får digteren forrang frem for maleren og musikeren og ironien rammer en anmelder der er bedst tilpas med den blanke ordløse side.

Denne anmelder er dog godt tilfreds med at siderne rummer “ord”. Enkelte af de korte digte kunne nok med fordel være udeladt fordi de bliver for skitsemæssige og ikke bidrager til helheden; men digte som Regnvåde hermafroditter, Publikum vil have virtual reality eller Jeg svimler, bobler fint og stærkest står hvad jeg ville kalde “katalogdigtene”, digte der følger et mønster så som årets gang, livsfaser fra fødsel og frem. Det drejer sig om Tiden orange, om det meget originale og charmerende I sneglefart, og det rebelske Faktor 40, der alle signalerer sprogligt overskud og er overbevisende konkret sansede. Også et digt som Paradokser viser hvordan digteren topper når hun giver sig plads til at brede tankerne ud og fordybe sig.

Der er tale om et robust og vitalt sprog der i høj grad klæder tematikken i digtsamlingen.
Langt hen ad vejen lykkes det forfatteren at komme ind under huden på læseren med sine tekster om amfibier i biologiens og sprogets verden, derind hvor dobbelttilstanden bliver en sammentænkning af liv og sprog.

Det var frøernes nat
i juni
da du fødte dit barn
De kvækkede højlydt
og sang serenader
for hunnerne
der tudsede til
I august
kravlede de små
i hobetal
hen over engen
sammen med den lille
der lå på et tæppe
Du blottede din mave
der var helt flad
efter måneders strutten
Jeg samlede haletudserne op
og satte dem på din mave
De efterlod et fugtigt spor
da de hoppede ned
og forsvandt ind i november
som blævrede poser liv
i mudderet.

Gitte Paracha Thorhauge debuterede i 1999 med den stærke digtsamling ”Ingentinghedens univers”, der blev skrevet på de erfaringer og tanker hun gjorde sig under indtryk af sin kræftsygdom og det lykkelige udfald af behandlingen.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter