0 kommentarer

Ambassadøren : episke vers af Bragi Ólafsson

af d. 31. marts 2017
Info
 
Sideantal

2008
332 sider

ISBN

978-87-11-31580-4

Originaltitel

Sendiherrann, på dansk ved Kim Lembek

 

At livet på Island er barskt kan man forvisse sig om ved at besøge landet og opleve dets natur. Vejret er evigt skiftende, det er mørkt halvdelen af året, og landets midte optages af gletsjere og vulkaner. At livet i Island forårsager en helt særegen litterær strenghed kan ses hos Bragi Ólafsson.

Sturla Jon er en lyriker der har passeret de 50. Han er fraskilt, far til fem, og netop aktuel med en ny digtsamling. Samlingen er solgt i nogle få eksemplarer i Island, men udvalgte digte er oversat til andre sprog, og lyrikkens verdenselite har fået øje på den undselige islænding. Sturla inviteres til en kongres for lyrik i Litauen. Som repræsentant for Island. Eller ‘ambassadør’, som Sturla hellere vil se sin rolle. Egoet fejler absolut intet, realitetssansen trænger derimod til en kraftig justering. Hans digtsamling kan heller ikke stå for en nærmere granskning, for er det Sturla eller hans afdøde fætter der er digtenes ophavsmand?

At den altid flygtende Sturla er svær at fastholde, – eller måske rettere, har svært ved at fastholde sig selv, viser Ólafsson finurligt på utallige morsomme måder. Det er ikke tilfældigt, at Sturlas første udgivelse hed ‘Frihed fra friheden’. Han er hængt op i en kronisk midtvejskrise, der blusser op ved udsigten til turen til Litauen. Derfor bortødsler han 6000 kr. på en meget fornem men overflødig frakke, som han efterfølgende bruger usandsynlig meget tid på at glædes over. Den overståede købssituation bekymrer ham: Sidder sælgeren nu og tænker over hvorfor en midaldrende lyriker køber en frakke til 6000 kr? Og hvorfor var han selv så skødesløs at oplyse sælgeren om sin kommende tur til Litauen?

Sturla er overdrevent paranoid i forhold til andre, og fører absurde tænkte samtaler med dem med sin indre stemme. Samtidig fører han virkelige samtaler med sine fraskilte forældre. De er kun sytten år ældre end han er, og behandler ham mere som en ubehjælpelig besøgsven. Især moderen, den maniodepressive Fanny, lader sjældent Sturla få et roligt øjeblik.
Han er sjældent nærværende i de underholdende og indforståede samtaler. Indforståede i en grad at de naturligt leder til misforståelser. Finurligheden blomstrer.

Alting går galt da han ankommer til Litauen. Hans begrænsede engelsk kombineret med hans graverende mistillid til andre, gør ham konstant usikker på udfaldet af de simpleste samtaler. Hver enkelt kommunikationsbrist tvinger ham op på sit hotelværelse til minibaren. Som han derefter har sproglige problemer med at få personalet til at fylde op.
Kongressen bliver en personlig fiasko i særklasse, men den bringer ham en billet til sin egen identitet, og gør en ende på hans evige flugt. Ólafsson får bragt sin hovedperson gennem skærsilden uden at slide ham ned fortællemæssigt. Der er kød på personskildringen, og mening med den islandske galskab. Det er flot, flot, flot.
Omslaget er specielt. På forsiden findes et uddrag fra Sturlas egne tanker, som de optræder til sidst i historien. Denne tekstbid er flettet sammen med et våbenskjold på en 70’er-brun baggrund. Ganske passende til en kreativ fortælling.

‘Ambassadøren’ er meget morsom, finurlig og underfundig, med herlige personbeskrivelser og pinlige situationer forårsaget af den usikre Sturla, som er svær at følge, men ikke svær at forstå. At bogen blev indstillet til Nordisk Råds litteraturpris er sgu næsten en selvfølge. Den er helt i sin egen boldgade og ekstremt underholdende.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter