0 kommentarer

Altmuligmanden af Aminatta Forna

af d. 10. juni 2015
Info
 
Sideantal

287

Udgivet

2015

ISBN

978-87-7973-723-5

Originaltitel

The Hired Man

 

Hvordan lever man videre efter en borgerkrig? Kan man forsone sig med dem, der er skyld i éns kæres død? Den britiske forfatter, Aminatta Forna, giver i denne prisvindende roman et bud på krigens konsekvenser i den kroatiske by Gost, som er præget af dybe sår efter fortidens konflikter.

“Ville det hele forsvinde med mig? Hvem ville fortælle min historie?” filosoferer fortælleren, Duro Kulak, over et glas vin. Samme aften opstår idéen til at skrive erindringerne ned: “Som jeg sagde, må nogen værne om fortiden. I Gost er “nogen” mig. Den eneste person, jeg kan stole på.” (s. 46-47).

Duro bliver i sommeren 2007 hyret af englænderen, Laura, til at istandsætte en sommerbolig, som hendes mand har købt. “Det blå hus” ligger lidt uden for Gost i nærheden af Duros hytte, og hér flytter Laura og teenagerne, Grace og Matthew, ind. Lauras mand, Conor, er optaget af forretninger og aflægger kun et kort besøg. I hans fravær får Duro rollen som familiens altmuligmand, turistguide, opdrager, beskytter og ven. Under reparationsarbejdet i “Det blå hus” afdækkes en glemt, men farvestrålende mosaik. Samtidig begynder Duros erindringer om fortiden at udgøre en ikke mindre farvestrålende, men grum mosaik:
Duro har kendt de tidligere beboere i huset. Hér boede hans ungdomskærlighed; pigen Anka. Hendes bror, Kresimir, var Duros barndomsven – men blev siden hans fjende. Fjendskabet har mange årsager; ikke mindst det modsætningsforhold, som opstod pga. forholdet mellem Anka og Duro. Hvordan det hele hænger sammen, hvordan Duros far og søster blev dræbt den sommer for 16 år siden, hvordan han selv blev snigskytte, og hvordan Anka forsvandt – alt kommer kun langsomt for en dag.

Da Laura og børnene dukker op – og især Grace knytter sig til Duro – begynder han endelig at bearbejde fortidens traumer. Sårene og hadet bryder stadig op, men at Duro kan hade, fremstår på sin vis som et tegn på, at han har bevaret sin menneskelighed – i modsætning til skurken Fabjan, om hvem han siger: “Fabjan hader ikke. Han behøver ikke at hade for at gøre det, han gør. Det er det, man bliver nødt til at forstå: at for ham, for mennesker som ham, er det ikke nødvendigt. Han vil simpelthen bare have det, han vil have” (s.279).

Duro har ikke sluppet håbet. Han håber, at Laura og familien kommer tilbage næste sommer. Hans insisteren på at leve med fortiden – og med sine fjender – peger ligeledes fremad:

“Du undrer dig sikkert over, hvordan vi alle sammen kan holde hinanden ud, og det gør jeg såmænd også selv engang imellem; men sandheden er, at vi ikke har noget valg. I byer som vores er der ikke andet at gøre end at lære at leve med hinanden.” (s.287)

“Altmuligmanden” er en vigtig bog, som viser vanskeligheden og nødvendigheden af at søge forsoning.

Det tog tid, før den roligt fremadskridende fortælling fik tag i mig. De mange miljø- og stemningsbeskrivelser sinker tilegnelsen, ligesom springene i tid og sted. Men efterhånden er det netop disse, der – sammen med den afmålte dosering af handlingsforløbet – når ind under huden og gør, at handling og personer lever videre, når sidste blad er vendt.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter