0 kommentarer

Alt må vige for natten af Delphine de Vigan

af d. 3. februar 2015
Info
 
Sideantal

336

Udgivet

2013

ISBN

978-87-7108-721-5

Originaltitel

Rien ne s'oppose à la nuit

Udgave

1.udgave

 

Piger, læs denne bog!

En meget belæst og kritisk veninde bad mig indtrængende skaffe den hurtigst muligt. Det er en af de vigtigste udgivelser i årtier, mener hun. Anmeldelser fra de alle store dagblade giver hende ret – det er litteratur af en anden verden.

I sit hjemland, Frankrig, er Delphine de Vigan nærmest blevet kanoniseret for “Alt må vige for natten”. Den er blevet dænget til med fornemme priser, solgt i en halv million eksemplarer og oversat til 21 sprog. Både kritikere og menige læsere er i ekstase.

Kort sagt: Jeg står åbenbart alene med mine synspunkter, der mildest talt er divergerende. Det må følgelig være fair at fremhæve, at alle andre er vilde med bogen. Og beskæmmet indrømme, at den kedede MIG så meget, at jeg ikke engang kom helt igennem.

“Alt må vige for natten” er et dokudrama: Forfatteren Delphine de Vigan vil gerne skrive en bog om sin usædvanlige mor, Lucile, der startede livet som et usædvanligt smukt og egenrådigt barn – og endte med psykisk nedbrudt at begå selvmord i en alder af 61.

de Vigan indsamler vidnesbyrd fra Luciles talrige søskende og starter nu med at forfatte en skønlitterær roman med replikker og tanker … Og pludselig går det op for hende, at det, der skulle være ægte, bliver en fiktion. Hun bremser hårdt op – og læseren kastes fortumlet tilbage i sædet:

“Bogen ville måske ikke blive andet end fortællingen om min søgen, den ville i sig selv være historien om, hvordan den blev til, den ville rumme narrativ omflakken og ufuldendte forsøg. Men den ville være mit usikre og uafsluttede forsøg på at nå hende.”

Anmelderne elsker denne dobbelthed i bogen – fakta/fiktion. Selv har jeg bare lyst til at hvæse: Undskyld, Delphine, kunne du ikke have gjort dig de overvejelser, inden du startede? Lige nu har både du og jeg sat os tungt mellem to stole. Skal vi følge Luciles liv eller Delphines frustrationer over at skrive om Luciles liv? Det første kunne være interessant, det andet er mildest talt banalt.

At Luciles liv ender, som det gør, forstår man undervejs. Moren var en vildbasse, der elskede at føde børn – 7-8 stykker blev det til – men herefter hurtigt mistede interessen for dem. Faren var en kærlig, måske for kærlig(!), arbejdsnarkoman, der kun havde tid til sin familie om søndagen. Resten af tiden var de overladt til hinanden, hvilket har været ret stressende.

Tidsbillederne fra et på engang frigjort og meget regelbundet Frankrig i midten af det 20. århundrede er interessante og indlevet beskrevet. Det er bogens absolutte styrke.

Oversætteren Elin Lassen fremhæves flere steder for et fornemt stykke arbejde. Jeg faldt beklageligvis over en del ubehjælpsomt sprog: “uforrettet ærinde”, “en familie af industrimænd”, “avisen gik ud af tryk under den tyske besættelse”, “uanende”… Disse ord og vendinger KAN bruges, javel, men virker kluntede.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter