0 kommentarer

Alt for tæt på af Peter Robinson

af d. 30. maj 2014
Info
 
Sideantal

388

Udgivet

2013

ISBN

87-91303-58-3

Originaltitel

Close to home

 

Peter Robisons krimier er hyggelige og ærkebritiske som Barnaby eller Morse på tv. Der drikkes pints på pubben, udenfor regner det i stænger, man får serveret te alle vegne, og aftensmaden er typisk en omgang fish & chips. Og som alle andre britiske seriehelte hører Banks konstant en masse rar musik, der ligger som et stemningsmættet lydspor under hele handlingen.

I “Alt for tæt på” involveres chefkriminalinspektør Banks i to drenges mystiske bortkomst med fyrre års mellemrum. Tilsyneladende har de to episoder intet med hinanden at gøre

Graham Marshall var Banks’ bedste ven, men forsvandt sporløst, mens han var ved at dele aviser ud. I alle årene efter har Banks haft dårlig samvittighed, fordi han aldrig fortalte politiet om en mand, der overfaldt ham nede ved floden i landsbyen, hvor de boede. Grahams skelet ser dagens lys ved et tilfælde, og retsmedicinerne når hurtigt frem til, at drengen i sin tid blev myrdet.

Luke Armitage er søn af en berømt model og stedsøn af en endnu mere berømt eksfodboldstjerne. Han forsvinder, mens han oser i butikkerne i den lokale by. Luke er en sær, indesluttet, men også meget talentfuld ung mand, som flere af hans voksne bekendte ser et stort lys i. Er han draget afsted på egen hånd, måske til London, eller er han blevet bortført? Myrdet?

Banks deler sin opmærksomhed mellem de to sager – og to attraktive politikvinder. Den skønne, men sky Michelle, der på den hårde måde må sande, at nogen helst så, at Graham Marshall-sagen forblev begravet. Og Banks’ tidligere makker og kæreste, Annie, der også har sine personlige udfordringer, og som stadig funderer over, om det nu var så klogt at slå op med den pæne Banks.

“Alt for tæt på” er en roligt fremadskridende krimi lidt over middel, som varmt kan anbefales alle med et svagt hjerte.

Rosenkilde & Bahnhof fortjener et vognlæs sure citroner som utak for den horrible udgivelse. Mage til sjusk har jeg aldrig i mine livsskabte dage været vidne til. Stakkels Peter Robinson er ikke tjent med en dansk forlægger, der behandler tekster så lemfældigt.

Jeg læste “Alt for tæt på” som e-bog, og layoutet er hæsligt. I stedet for fortløbende tekst med indrykninger ved afsnit er alle afsnit adskilt med mellemrum. Forskellige personers replikker havner ofte i samme afsnit, så det er svært at skelne, hvem der siger hvad. Mange tankestreger resulterer i umotiverede linjeskift. Kursiverede ord klæber sig til ord skrevet i ordinær. Og så er der nogle mystiske gennemgående fejl: Det kedsommelige pronomen ‘dette’ står overalt med stort forbogstav (‘Dette’), og et ord som ‘flyttede’ er konsekvent forvandlet til ‘de’, hvilket naturligvis kun forstås af konteksten. Har ingen læst korrektur på det makværk?

En særskilt utak får Juliane Wammen, der måske nok oversætter korrekt, men aldrig formår at få en troværdig dansk tone i sproget. Værst er hendes nisseagtige fordanskninger af stednavne; lyder Hallam Bjergsø ikke som noget fra et børneeventyr?

Læst som e-bog

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter