0 kommentarer

Alt for forelsket af Katarina Von Bredow

af d. 22. januar 2008
Info
 
Sideantal

399

Udgivet

2006

ISBN

87-02-03559-6

Originaltitel

Hur kär får man bli?

 

Det er spændende for pigerne i 9. klasse, da en ny dreng kommer ind i flokken. Klassens populære pige Frida bliver straks forelsket i ham og veninden Katrin må lægge øre til hendes beklagelser, da han ikke gengælder denne interesse. Som Katrin lærer den nye dreng Adam bedre at kende, finder hun ud af, at de har meget til fælles og de forelsker sig i hinanden. Katrin befinder sig pludselig i et moralsk dilemma, da hun ikke vil miste sin bedste veninde Frida, som betyder meget for hende, men samtidig vil hun heller ikke undvære sin nyfundne kærlighed. Katrin kæmper med alle kræfter imod sine forbudte følelser.

Det er dog ikke kun problemer i kærlighedslivet og med veninderne der fylder for Katrin. Hun bor sammen med sin far og lillebror, da hendes mor rejste fra dem, da Katrin kun var 6 år for at leve livet i Bruxelles. Da faren bryder med samleveren Marie gennem flere år, kommer følelserne over moderens svigt igen op til overfladen, og Katrin får lyst til at tage kontakt til sin mor. Da hun konfronterer sin far med det, kommer der nogle sandheder frem som chokerer Katrin.

Imponerende god ungdomsroman der med en seriøsitet omhandler nogle af de problemer, som mange teenagere vil nikke genkendende til, såsom følelserne omkring forelskelse, både når man selv finder en kæreste men også når en bedste veninde finder en. Det er ikke let og jalousien blomstrer når ens bedste veninde ikke længere har den samme tid. Og hvad gør man, når man gerne vil beholde sin veninde, men samtidig finder sit hjertets udkårne? Undervejs kommer forfatteren også omkring forholdet til faderen samt hendes lillebror, som også viser sig at være ude i nogle problemer.

Jeg slugte bogen råt, da forfatteren er en eminent god fortæller og selve historien fænger bare. Så helt klart en anbefalelsesværdig og evig aktuel bog for unge piger.

Bogen er en del af Hjerteserien, Gyldendals ungdomsserie for piger, der mest handler om kærlighed, men også om alt det andet der fylder når man er teenager. Se mere på www.hjerteserien.dk.

Kan læses fra 13 år.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter