Pulitzer Prize
0 kommentarer

Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr

af d. 30. juli 2015
Info
 
Sideantal

558

Udgivet

2015

ISBN

978-87-400-2257-5

Originaltitel

All the Light we Cannot See

Udgave

Særudgave

 

På et museum i Paris, godt gemt bag 13 låste døre, ligger en speciel og utrolig kostbar sten, Flammernes hav. Om stenen siges, at den er ramt af en forbandelse: ”Stenens ejer skulle leve evigt, men lige så længe han beholdt den, skulle hans kære rammes af den ene ulykke efter den anden som dråber i en uendelig regn”. Forbandelsen kan kun hæves ved, at stenen kastes i havet.

I Paris bor den meget begavede Marie-Laure med sin far, som arbejder som låsesmed på museet. Som 6-årig bliver hun blind. Hendes far sørger for, at hun lærer at klare sig selv trods det manglende syn. Han fremstiller i træ en model af byen, komplet med detaljerede huse og gader, som hjælper Marie-Laure med at lære sin by at kende. Og hendes far lærer hende at finde rundt ved at lytte og tælle sig frem. Samtidig suger hun viden til sig på museet og gennem de kostbare bøger med blindskrift, hendes far køber til hende. Da krigen bryder ud, flygter de til Saint-Malo, hvor de flytter ind hos farens lidt sære onkel Etienne. Onkelen har en radiosender på loftet og sender illegale koder og beskeder ud i æteren – og musik. Marie-Laures far har medbragt en sten – måske den ægte, måske en kopi af Flammernes Hav – for at den ikke skal falde i nazisternes hænder. Der findes 3 kopier, og ingen ved, hvem der har den ægte.

Von Rumpel er en tysk officer, der er ekspert i ædelstene. Han er på jagt efter Flammernes Hav til den samling, Hitler ønsker at opbygge. Men da han har cancer, håber han samtidig, at rygterne om stenens helbredende kræfter taler sandt – og at han når at finde stenen i tide.

Werner er en forældreløs, tysk dreng, som sammen med sin søster Jutta bor på et børnehjem. Da han finder en ødelagt radio – og reparerer den – ændres han livsbane. Drengene på børnehjemmet er på forhånd dømt til et liv i minerne – en tanke, som fylder Werner med rædsel, da det var i minen hans far mistede livet. Da Werner derfor bliver udtaget til en eliteskole for Hitlerjugend, ser han sin chance for at komme væk fra minerne. Men det bliver en uddannelse, der får store personlige omkostninger. Han må passivt se til, mens hans bedste ven på skolen udses til prygelknabe – og da 2. verdenskrig er brudt ud, er han medvirkende til, at mange mennesker mister livet. Samtidig mister han næsten kontakten med Jutta, kun sjældne og sparsomme breve, delvis overstreget af censuren, sendes mellem de to søskende.
Werners opgave er at opspore og beslaglægge illegale radiosendere. I august 1944 befinder han sig i Saint-Malo, samtidig med Marie-Laure og Von Rumpel – og deres veje krydses.

Bogen omhandler primært perioden fra 1940-1944. De to børn vokser op i hver deres verden, hver især med en skæbne de ikke kan flygte fra – begge stærkt præget af krigen. Bogen er velskrevet og rummer både kærlighed, ondskab, overtro og spænding. Det er på samme tid en smuk og rørende – og grusom fortælling. Krigens gru, blandet med modstand og mod til at yde hjælp og kæmpe i det små. Personerne og deres omgivelser er beskrevet, så de står lyslevende for en, mens man læser.
Bogen er vinder af Pulitzer-prisen 2015.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter