0 kommentarer

Alle himlens fugle af Rakel Haslund-Gjerrild

af d. 8. april 2020
Info
 
Sideantal

190

Udgivet

2020

ISBN

978-87-11-98283-9

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

At læse ”Alle himlens fugle” under Covid-19 isolationen er måske ikke så smart af hensyn til ens humør, da det er en undergangsfortælling.

Allerede på første side får man en fornemmelse af, at dette er en ganske særlig fortælling. Vi får en smuk og poetisk beskrivelse af vinden, der blæser ind i et hus: Citat, side 7 ”Vinden rækker ind i huset fordi den længes efter noget at kalde hjem. Den rører tingene. De fleste er for tunge at løfte for vinden. Den rører ved kniven og ved skovlen, den rører ved tæpperne og skoene, den rører ved spandene med korn, men den kan kun løfte bladene, de brune, tørre blade i det forreste rum. De løfter sig først i et hjørne, så i et andet. Vinden går rundt derinde og sparker lidt til bladene for at sige: Her er jeg, her flytter jeg ind, må jeg bo her med dig? Så bliver der pludselig stille, vinden tøver, holder vejret som om den venter på svar, men så, med ét hårdt pust, flår den plastikposen af sømmet og blæser søvnen itu”.

Dette afsnit fanger fint det sprog, bogen er skrevet i – og sproget danner omgående billeder for læserens indre blik. Bogen er skrevet i 3. person, og handler om en ung pige, der er det sidste menneske i verden. Hun har indtil for nyligt boet sammen med Or, der har passet på hende, siden hun var lille, hvor der skete en katastrofe, der lagde verden øde. Vi forstår, at det er flere år siden, katastrofen indtraf, og den unge pige har ingen erindring om verden før katastrofen.

Or og den lille pige er de sidste mennesker i verden, og Or har passet på pigen og lært hende at overleve i den øde verden. Lært hende, hvordan man fanger fisk og hvordan man passer på sig selv. Den første lange tid efter katastrofen boede de under jorden og senere slog de sig ned et forladt hus, hvor de sammen har dyrket haven og repareret på huset, så vinden og regnen ikke kunne komme ind. Men nu er Or død, og pigen har en længsel i sig for at bryde op og måske finde andre mennesker.

Men hvor skal hun gå hen, Or har ikke lært hende at vandre, Or syntes de skulle blive hvor de var.

Pigen pakker en trækvogn med de nødvendigste ting, heriblandt en sæk med Ors jordiske rester, og vi følger nu pigen på hendes vandring gennem ødelagte byer og landskaber, over pladser der nu er blevet til søer og mærker hendes behov for selskab. Hun mister langsomt sit sprog, hvad var det nu den fugl hed, og hvem var det nu Or var. Pigen bliver ”ven med himlens fugle”, som der synges i en gammel dansk sang – men ikke på den muntre Poul-Richard-måde.

Vi hører ikke noget om, hvor historien geografisk finder sted, men jeg fornemmer, at det er en dansk pige (hun synger danske sange), og underneden skurrer tankerne om, hvem Or var. Var det en mand eller en kvinde? Var det pigens mor eller mormor? (Or har ikke fortalt pigen noget om menstruation, så måske var Or en mand).

Jeg kæmpede flere steder med bogens tegnsætning, der for mig var ganske forvirrende – måske en tilsigtet måde at få læseren ud af kurs på? Måske en del af poesien? Et andet spørgsmål jeg står tilbage med er, hvem er den 3. persons fortæller – måske er pigen ikke helt alene i verden alligevel.

En helt speciel dyster, poetisk og dystopisk fortælling, der vil sætte spor hos læseren.

Anmeldereksemplar

lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter