0 kommentarer

Alice af Judith Hermann

af d. 12. juni 2012
Info
 
Sideantal

180

Udgivet

2011

ISBN

978-87-92439-10-9

Originaltitel

Alice (tysk)

 

‘Mesterlige dødsnoveller,’ skriver anmelder Jacob Levinsen i Jyllands-Pesten og giver “Alice” fem flotte stjerner. Formuleringen er Judith Hermann værdig. Kort, præcis, betydningsmættet.

Den unge kvinde Alice er gennemgående hovedperson i bogens fem noveller, som hver især omhandler en mandlig ven eller bekendts død og Alices oplevelser af samme. Historierne er hverdagsagtige, stilen ordknap og prunkløs, hovedpersonen nærmest nøgen i sine synsvinkler. Netop fordi al formildende fernis er slebet af, virker novellerne stærke og nærværende. Vi møder døden, som den er.

I “Micha” ligger manden af samme navn og dør af cancer på et tysk provinssygehus. Kæresten Maja har lejet sig ind i en feriebolig med deres fælles barn for at kunne besøge Micha hver dag. Døden trækker i langdrag, Maja trænger til aflastning. Den eneste, hun kan ringe til, er Michas ekskæreste Alice, som beredvilligt tropper op og slår sig ned med Maja og barnet i det trange, primitive hus. De kender ikke hinanden, har intet til fælles ud over Micha, men hverdagslivet og dødsprocessen binder dem sammen for en stund. Handlingen kan synes farveløs, men Hermanns registreringer af tysk spidsborgerlighed er morsomme på den rammende-lammende måde.

Omgivelserne er en del mere attraktive i “Conrad”. Et pragtfuldt feriehus ved en pittoresk, italiensk sø i bjergene. Conrad og Lotte, begge 70, inviterer Alice og et par venner på en ferie i utide. Da de unge ankommer, er Conrad sløj og må på hospitalet. Imens drikker Alice, Anna og rumæneren sig ubekymret i hegnet, bader i søen, spiser på ristoranten. Alice aflægger Conrad en visit, der viser sig at blive den sidste. Relationen mellem de to er uvis. Hvad vi ved, er kun, at livet somme tider er kortere, end vi tror.

“Alice havde egentlig haft noget andet for, det var jo Raymonds fridag. Jeg er nødt til at gå nu, sagde hun til Raymond, og Raymond, der lå på sengen og læste, nikkede fraværende og spurgte ikke om noget … Hun sagde, Raymond, og han vendte sig om. Jeg tager af sted nu. Kom ikke for sent tilbage. Han nikkede. Vi ses.”

Alice er på vej hen med smøger til Margaret. Hun passer Richard, der ligger for døden i sin lejlighed. Helt udramatisk. Han har meddelt, hvem der skal inviteres til begravelsen, og at de skal spise “sammenklappede madder med blommemarmelade, frikadeller og øl.” Først synes Alice, den slags er upassende at tale så åbent om, men indser så, at det jo bare er helt naturligt.

I “Malte” tager en bøsse sit eget liv. Årtier senere får hans niece, Alice, med ét trang til at møde onklens elsker, Friedrich. Hun henter ham på et hotel i et regnvådt, næsten parisisk Berlin. Som i visse film er det en birolleindehaver, der stjæler billedet: Den indolente, selvhøjtidelige receptionist, som hun beder ringe efter Friedrich – hvordan han beregnende lader hende vente, hvordan han til sidst med teatralsk gestik griber røret. Köstlich.

En stor birolle får de næsten forstenede rester af et mandelhorn i “Raymond”. Alice er i færd med at rydde ud i sin afdøde kærestes ejendele, da hun finder mandelhornet i en jakkelomme. Med vemod tænker hun tilbage på deres tid sammen… Bagefter soler hun på den lokale badeanstalt, lytter til de skingre barnestemmer, køber jordbær, besøger Margaret. Lægger sorgen bag sig. Livet går videre.

Lån bogen på biblioteket

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter