0 kommentarer

Aldrig uden dig af Harriet Lane

af d. 3. marts 2015
Info
 
Sideantal

275

Udgivet

2015

ISBN

978-87-12-05068-1

Originaltitel

Alys, Always

 

Det stille vand har den dybe grund. Sådan lyder en spøgefuld eller lettere overbærende karakteristik af en lidt farveløs person, der viser sig at rumme mere, end iagttageren først regnede med.

I Harriet Lanes veldrejede debutroman “Aldrig uden dig” er Frances Thorpe sindbilledet på blikstille vand. En nydelig, men ingenlunde opsigtsvækkende kvinde i 30’erne. Med et udmærket, noget stillestående job i bogredaktionen på den skrantende avis, The Questioner. Lejligheden i en af Londons mere triste bydele består mestendels af tilfældigt skrabsammen. Weekenderne tilbringes på pigeværelset hjemme hos forældrene, der er pensionerede og lever et liv, der kun er marginalt mere spændende end at sidde og betragte maling tørre.

Højdepunktet i Frances’ gnidningsløse tilværelse er, når hendes skrappe chef giver hende lov til at anmelde en af tidens højtprofilerede bøger. Hun sørger også for at møde frem til de talrige receptioner, forlagene holder for deres forfattere. Hvem ved, måske befinder man sig pludselig i samme lokale som en af kendisserne.

En vinteraften er Frances i sin lille, fornuftige bil på vej hjem fra forældrene, da hun får øje på en forulykket bil, der ligger i skoven med lygterne tændt. Lettere forskræmt stopper hun og vimrer hen til den store, dyre bil, hvis ruder er krakelerede, så hun ikke kan se ind. En kvinde derinde taler til hende, beder hende blive hos sig, til hjælpen når frem. Alice hedder hun vist.

Frances bliver pligtskyldigst hos kvinden, der desværre ikke overlever. En velmenende politidame spørger på de pårørendes vegne, om Frances monstro vil møde dem og fortælle om kvindens sidste minutter. Men hvorfor nu det – her stopper Frances’ pligtfølelse. Indtil hun finder ud af, at den afdøde i virkeligheden hedder Alys. Og at hendes navn er brugt som dedikation i flere bøger af den berømte forfatter Laurence Kyte.

En plan tager form i Frances’ hjerne. En ufærdig plan, ganske vist, men dog en plan, der måske kan bringe hende ud dagligdagens dræbende dødvande. En plan, som kun langsomt åbenbares for læseren. Her gik vi jo og troede, at den musegrå pige ikke indeholdt større dybder, end hun selv har ladet ane.

Unge Harriet Lane skriver som en dreven forfatter. Handlingen glider veloplagt derudaf, sproget er både smukt og effektivt, person- og miljøbeskrivelser tilpas fyldige uden at blive lange i spyttet. “Aldrig uden dig” er skøn weekend- eller ferielæsning. Underholdende, overraskende, på ingen måde anmassende.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter