0 kommentarer

Aldrig så jeg så dejligt et bjerg af Robert Zola Christensen

af d. 25. april 2009
Info
 
Sideantal

223

Udgivet

2009

ISBN

978-87-02-07209-9

Originaltitel

Aldrig så jeg så dejligt et bjerg

Udgave

1.udgave

 

Allan er en rigtig sjuft. Den enlige, fallerede proletarsøn både lyver, drikker, sværmer rundt med diverse kvindfolk og så er han ikke mindst bitter. Bitter over, at livet ikke gik, som han gerne ville have det skulle være gået, og det kværner han så løs om på bogens samtlige 224 sider i en ensidig monolog, der fræser af sted i et vellykket og stilistisk fantastisk tempo. De næsten punktumløse sætninger snor sig af sted med sagte og usagte tanker og fragmenter af samtaler som passager. Og det er denne velskrevenhed og dette tempo, der gør, at man gider hører på alt ynken.

Allan Ringel, der er hans fulde navn, er gymnasielærer i dansk og fransk, bor i Slagelse og er omkring de 40. I gennem hele sit liv har han gerne ville være forfatter, men det lykkedes aldrig for ham. En dag sender hans rektor ham hjem, fordi han har kigget lidt for dybt i flasken. Og imens, at han sidder dér bitter og fordrukken i sin lejlighed, begynder han at stykke billeder og oplevelser fra sit liv sammen til en fortælling om en arbejdersøn, der forsøger at bevæge sig op af den sociale rangstige. Væk fra Bedstefaren, Hurtig-Carl, der havde solgt fisk til tyskerne under krigen og sin far, den pensionerede værkfører, der hellere havde set sin søn som ingeniør.

Historiens hovedpunkt og begyndelse, hvorfra der både ses tilbage og frem, er da Allan for 20 år siden rejste til Frankrig for at besøge sin kæreste Céline, som aldrig rigtig bliver til noget godt, for Allan kan ikke finde ud af, hvad han vil. Han kan faktisk ikke rigtig finde ud af noget. Forinden har han lige brudt op med sin virkelige kærlighed, den elskede gymnasiekæreste Sara, som stadig fylder hele hans hoved. Og det er denne rejse og dette brud, der er skyld i, at Allan kun ender som bitter gymnasielærer og ikke som den store forfatter han så i sig selv.
Men selvom Allan ikke kan få tilværelsen til at fungere, så har Rober Zola Christensen virkelig formået at få “Aldrig så jeg så dejligt et bjerg” til at fungere. Den har både humor og charme, når den beskriver en mønsterbryder, der i bund og grund ikke formår at bevæge sig op af stien, op gennem 60’erne og frem til i dag:
“Jeg pønser på at fortælle dem, det skal de have at vide, at der var en god grund til det, at de ubeboede huse blev besat, og selv om Hillerød var for langt væk, alt for langt væk, til at jeg rigtig var en del af det, besøgte vi, Sara og jeg, og det vil jeg så fortælle, den efterladte rugbrødsfabrik Rutana, hvor vi gik rundt og var solidariske og følte os udenfor dengang. Men, og der har vi det, og det kalder på mere vin, jeg henter mere vin, alle følte sig udenfor dengang….Og der var ikke noget med at søge trøst hos hinanden, ikke noget med noget, for så, hed det sig, ville vi få aids af det,.”

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter