0 kommentarer

Al kærligheds begyndelse af Judith Hermann

af d. 21. juni 2016
Info
 
Sideantal

210

Udgivet

2016

ISBN

978-87-93209-22-0

Originaltitel

Aller Loebe Anfang - oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad

Udgave

1. udgave

 

“Natten under åben himmel var dejlig, siger Stella. Natten under åben himmel var egentlig det dejligste.”

Stella fortæller om en udflugt med sin mand, Jason, og deres barn, Ava. Hun fortæller ikke meget, men prøv lige at læse citatet igen. Der står mere, end man lægger mærke til ved første øjekast.

Det står, at det var dejligt at sove ude. Der står også – som ved en eftertanke – at resten af udflugten måske ikke var noget at skrive hjem om.

Det er den slags små nuancer, man skal sætte pris på for at få det fulde udbytte af den fantastiske, tyske forfatter Judith Hermanns små, lavmælte dramaer. For der sker mere MELLEM linjerne end i selve handlingsgangen.

Hermann dyrker bevidst gentagelserne, men med minimale variationer, hvorved næsten enslydende sætninger undergår et betydningsskred – budskaber forstærkes, fornys, forandres. En imponerende kontrapunktisk teknik, som er helt hendes egen.

I “Al kærligheds begyndelse” bor Stella, der er hjemmesygeplejerske, i et lille forstadshus i et fredsommeligt kvarter med Jason og Ava. Jason er bygningsarbejder og er ofte væk flere dage ad gangen.

En dag ringer det på døren. En yngre mand står udenfor, Stella indlader heldigvis at åbne. Manden, Mister Phister, viser sig at være stalker. Han vil have Stellas opmærksomhed, men får den ikke.

Hver dag, hver eneste dag, vender han tilbage, ringer på og begynder at lægge beskeder i postkassen. Hen ad vejen også sære ting, dimser, fotografier. Er han psykotisk?

Manden opfører sig egentlig ikke truende, men Stella bliver mere og mere urolig. Distræt, træt, ked af det, ingen gnist. Det ender, som det må ende. Med “et sammenstød. En eskalation.”

Egentlig sker der ikke mere. Blot Stella og Avas pludrende samtaler, hverdagen, vejret, brevene til bedsteveninden Clara, besøgene hos de gamle, som Stella hjælper. Småting. Men det er rigeligt, det er alt rigeligt, man er fanget i den beskedne historie.

Judith Hermann lyser stjerneklart på tidens forfatterfirmament.

Lån bogen på bibliotek.dk

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter