0 kommentarer

Al kærligheds begyndelse af Judith Hermann

af d. 4. december 2016
Info
 
Sideantal

210

Udgivet

2016

ISBN

978-87-93209-22-0

Originaltitel

Aller Liebe Anfang (oversat af Judyta Preis & Jørgen Herman Monrad)

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Efter tre novellesamlinger sprang den tyske forfatter Judith Hermann ud som romanforfatter med ”Al kærligheds begyndelse”, der udkom på forlaget Batzer & Co. i 2016.

Romanen er en skræmmende og uhyrligt velskrevet roman om stalking, og om hvordan uhyggen på ganske overraskende vis dukker op i en normal familie.

Stella er 37 år og gift med Jason, og ægteparret har sammen datteren Ava, der går i børnehave. Stella arbejder som hjemmesygeplejerske, og Jason er en bygningsarbejder, der rejser meget i forbindelse med sit arbejde. Derfor er Stella ofte alene hjemme med Ava, og for at kompensere for at være meget alene, skriver hun lange breve til sin bedste – og eneste – veninde, Clara, der bor i den anden ende af landet.

Brevene til Clara kredser om det fælles liv veninderne havde, da de delte en lejlighed i storbyen – indtil Stella giftede sig med Jason og flyttede på landet, og Clara valgte at bosætte sig mange hundrede kilometer borte, hvor hun maler og lever et tilbagetrukket kunstnerliv.

En dag flytter uhyggen ind i Stellas liv da en ung mand, der kaldes Mister Pfister, banker på og spørger, om Stella har lyst til at tale med ham. Mister Pfister bor i et misligholdt hus længere nede af vejen, og Stella kender ham ikke – og ønsker heller ikke at komme til det. Hun svarer derfor, at hun ikke ønsker kontakt, og derfor heller ikke har eller får tid til at tale med den unge, usoignerede mand.

Mister Pfister godtager dog ikke et nej og indleder herefter en lang periode med intense stalking-forsøg mod Stella og hendes lille familie. Breve, postkort og andet materiale lægges hver dag i postkassen, der ringes på døren hver dag, og da Stella ikke reagerer opgraderer Mister Pfister sin stalking ved at opsøge Stellas kolleger og tage kontakt til Ava, mens hun er i børnehave.

Bogens dramatiske slutning skal ikke afsløres her, men jeg kan garantere, at der er spænding og uhygge for alle pengene.

”Al kærligheds begyndelse” er en aldeles fremragende roman, der både handler om stalking, og de konsekvenser stalking har for de mennesker, der udsættes for uønsket kontakt fra et fremmed menneske.

Judith Hermann har begået en solid roman, der er skrevet i et nøgternt og fortættet sprog. Bogen er en velskrevet fortælling om en skræmmende virkelighed, der er tæt på at invalidere bogens hovedperson psykisk. Selvom romanen er uhyggelig fremstår den overbevisende i beskrivelserne af selve det, at blive stalket og i den nøgterne beskrivelse af de reaktionsmønstre ofrene for den syge adfærd udviser efter ganske kort tid.

”Al kærligheds begyndelse” gjorde stort indtryk på mig, jeg synes ganske enkelt der her er tale om en roman med store litterære kvaliteter.

Romanen er solidt håndværk og det er en sproglig fest at læse ”Al kærligheds begyndelse”.

Handlingen er spændende, og der er særdeles overbevisende personportrætter. Denne bog gik i blodet på mig, den er ganske enkelt uforglemmelig og beviser, at litteraturen stadig lever i bedste velgående.

Bogen er en perle og anbefales varmt herfra.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter