0 kommentarer

Agent Engel – Vingesus af Annie Dalton

af d. 12. januar 2007
Info
 
Sideantal

142

Udgivet

2006

ISBN

978-87-626-0229-8

Originaltitel

Winging it

 

“Det ene øjeblik er jeg på vej over gaden, mens jeg nynner en sang fra en cd med Jewel, totalt fikseret på alle de ting, jeg skal købe for de penge, jeg får i fødselsdagsgave, og så – SLAM – er det slut! En eller anden sølle teenager i en stjålen bil gjorde det af med mig. Bare sådan uden videre.
Nej, jeg kiggede ikke ned og så mig selv køre af sted i ambulancen for fuld udrykning. Og så vidt jeg husker, susede jeg heller ikke igennem en lang tunnel af lys og fik mig en meningsfuld snak med en eller anden fyr i lange gevandter. Jeg var bare… VÆK.”
(side 8-9)

Efter disse sidste minutter på jorden oveni købet på hendes 13-års fødselsdag ender Melanie foran indgangen til Engleakademiet. Skolen minder mest af alt om et palads med både kupler og spir, og Mel må indrømme, at det ikke minder om det almindelige, gamle kommuneskolehelvede, som hun lige har forladt til fordel for sommerferien. Trods sine betænkeligheder går hun med ind i salen, hvor alle er forsamlet. Alle har et skær over sig, en slags himmelsk stråleglans og det går langsomt op for hende, at hun er omgivet af engle. Nærmest i en choktilstand må hun indse, at så må hun jo være… død!

Mel er en pige, for hvem shopping, veninder, mode, MTV og drenge er alt. Hun har da heller ikke opholdt sig ret lang tid i himmelen, inden hun får nogle rigtig gode venner. Både pigen Lola som hun straks føler sig i total symbiose med og Reuben en engel-engel, dvs. en engel der aldrig har opholdt sig på jorden.

Tro nu ikke at alt er lutter idyl, bare fordi man er engel! Mel må til sin store skuffelse konstatere, at det ikke er tilfældet, da hun hører om oppositionen. De er agenter som ønsker at forpurre englenes bedrifter, og elsker at skabe splid og kaos omkring sig.

Mels yndlingsfag er historie, hvor eleverne får lov til at rejse i tiden. Under en praktikdag bliver de sendt på øvelse i året 1944 under London-Blitzen. Under en luftalarm søger en masse mennesker tilflugt i en undergrundsbane og englene slår sig ned sammen med dem. Mel tager sig af en 6-årig pige, som sidder alene med sin mor. Mel er en uerfaren engel, og hun lader sit hjerte løbe af med sig og kommer i store vanskeligheder, som i værste fald kan få hende smidt ud af skolen, inden hun knap er startet.

De smarte og kulørte bøger med lækre forsider tror jeg vil appellere kraftigt til piger i 10-12 års alderen. Temaerne er både veninder, forelskelse og mode. Nå ja og så det mindre muntre som døden, men det opvejes til fulde af det himmelske liv som engel der følger. Serien om Agent Engel tegner til at blive en god serie, der rummer både pjat, pigefnidder, spænding og historisk præg. Jeg kunne godt lide bogen og følte mig godt underholdt, så jeg vil klart anbefale den. Havde det bare været fis og ballade var jeg stået af, men der er tilpas mængde af alvor og seriøsitet så jeg er steget på englebølgen.

Kan læses fra cirka 10 år.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter