0 kommentarer

Afsløring af Michael Crichton

af d. 29. januar 2018
Info
 
Sideantal

453

Udgivet

1994

ISBN

87-595-0454-4

Originaltitel

Disclosure, på dansk ved Kim Langer

 

Tag de pussenussede 80’ere med deres knaldklare farver og happyendings, tilføj hovedingrediensen sexchikane og et skvæt internet, og ‘afsløring’ er klar. (Nettet er på tidspunktet for udgivelsen så nyt, at Crichton er nødt til kort at forklare hvad nettet egentlig er.) Skal man tro uddrag af anmeldelser på bagsiden var den cocktail både nyskabende og topspændende. Forfatteren var også et hot navn, det var trods alt ham der stod bag ‘Jurassic Park’ som via computergrafik havde bragt dinosaurer til live på det store lærred. Dengang var det helt vildt.

‘Afsløring’ fortæller hvad der sker bag kulisserne, om dramaet på direktionsgangene. Den blev filmatiseret med Demi Moore som den magtsyge femme fatale, og Michael Douglas som Tom Sanders, hovedpersonen og lederen af den IT-afdeling (eller EDB afdeling, som det hed dengang), der rammes af Demi Moore/Meredith Johnsons struttende missiler. Det firma de begge arbejder i er ved at blive solgt, og hun-djævelen Meredith Johnson har tænkt sig at tage Sanders plads. Planen er et komplot der indledes med et sexovergreb, hvor det for en gang skyld er manden der er den forurettede. Crichtons tvist er netop at det her er karrierekvinden der er rovdyret, hende der forfører og udnytter for at komme frem. Målet helliger midlet. I et forsøg på at gøre kvindens rolle som krænker mindre sorthvid, lader Crichton hende fralægge sig sit ansvar under dække af at det er systemet den er gal med, – det kan være han har ret, men det lykkes ikke at sælge budskabet, og derfor bliver afslutningen for unuanceret. Det samme gælder om fortællingen sprog, her savner man noget opfindsomhed, detalje og billedsprog. Det kan godt være at forfatteren vil skabe debat, men han gør det med den billige knaldromanens forsimplede sprog. Hertil kommer de alt for lange dialoger, der helt frakobler al spænding, og især gengivelse af mæglingsforsøg mellem diverse advokater kunne trænge til en afkortning. Men det er sikkert sådan den slags foregår i virkeligheden, tunge i spyttet og ordtunge ad H til. Et andet problem er figurerne, der alle er Robert Ludlum-flade, alligevel optager deres dialog det meste af bogen. Man føler sig som sufflør ved et teaterstykke, så meget fylder dialogen. Der er næsten ingen miljøbeskrivelser, så stor litteratur er det ikke.

Samtaler hvor tekniske begreber forklares for en knap så erfaren kollega, gennemskuer den metalæsende hurtigt som den pædagogiske forfatters uddannelse af sin læser. Og det kan sgu gøres mere elegant.

Kanske et amerikansk publikum er en mere passende målgruppe, for en dansker er her for meget vrøvl. Men plottet er gennemtænkt og vigtigt, også i dag, hvor sexchikane er helt oppe i medierne (#metoo), og hvor en anklage om sexchikane kan bruges som pressionsmiddel. Uanset temaets iboende spænding er synd at forfatterens fremstillingen af krænkeren bliver ensidig, især når det er præcis det Crichton søger at undgå.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter